Risskovprojekt klar til byggestart

Raundahl & Moesby igangsætter sammen med KPC i denne måned endnu et boligbyggeri i nyt byområde i Aarhus-bydelen.

Om projektet

  • Areal: 16.645 kvm.
  • Antal boliger: 225
  • Etager: 4-6
  • Bygherre: Heimstaden
  • Projektudvikling: KPC samt Raundahl & Moesby
  • Arkitekt: AART
  • Ingeniør: Arne Elkjær
  • Totalentreprenør: Raundahl & Moesby

Risskov Engby begynder så småt at tage lidt form i den nordlige del af Aarhus. De første byggerier er i gang, og senere i august sætter Raundahl & Moesby spaden i jorden til endnu et byggeri.

Der er tale om et boligprojekt med 225 lejligheder, som KPC har udviklet i samarbejde med Raundahl & Moesby og senere solgt til Heimstaden, der er investor på projektet.

Byggeriet udføres i røde mursten med variation i fugefarve, og det bliver fire til seks etager højt med varierende tagformer. De enkelte boliger er blandt andet tiltænkt studerende og unge familier. Såvel centralt i området og langs skel mod vest og letbanen etableres grønne forbindelser.

Tegnet af AART

Byggeriet bliver på i alt 13.435 kvadratmeter samt 3.200 kvadratmeter kælder. Samtlige lejligheder udstyres med altaner, men de kommende beboere kan også nyde den friske luft i de fælles grønne opholdsarealer i hævede gårdrum. Under disse etableres bil- og cykelparkering for beboerne.

Projektet er tegnet af AART, der har lagt vægt på at skabe gode, regulære værelser med fælles opholdsrum i forbindelse med køkken. Fra opholdsrummet er der udgang til altanen med blik til enten gade og nærområde eller til det grønne gårdrum med fælles opholdsmuligheder.

– Vi er hos KPC og Raundahl & Moesby glade for og lidt stolte over, at vi sammen med vores samarbejdspartnere kan være med til sætte et så solidt fodaftryk i etableringen af denne nye og spændende bydel i Risskov, siger Udviklingsdirektør Henrik Hoffmann, KPC, og tilføjer:

– Vi har i KPC et tæt samarbejde med Heimstaden i øst-danmark, som vi nu får udvidet til også at omfatte det jyske og Aarhus-området, og det er vi rigtigt tilfredse med.

Relateret indhold