Rejsegilde for boligbyggeri med campusmiljø

I Københavns Sydhavn omdanner Enemærke & Petersen et industriområde ved A.C. Meyers Vænge til boligkvarter med campusmiljø og erhverv.
I går blev der afholdt rejsegilde på projektet. Pressefoto.
I går blev der afholdt rejsegilde på projektet. Pressefoto.

Der bliver bygget flittigt i Københavns Sydhavn disse år. En af de adresser hvor nyt byggeri rejser sig fra jorden, er A.C. Meyers Vænge, hvor Enemærke & Petersen er totalentreprenør på et omfattende boligprojekt med campusmiljø og erhvervsbyggeri.

Ved gårsdagens rejsegilde var administrerende direktør Henrik Mielke en glad mand. Efter han havde takket håndværkerne og de andre parter på projektet, tegnede han en streg til Københavns Kommunes vision for byen ‘Metropol for mennesker’, som kommunen offentliggjorde i 2009.

– Hele projektteamet, lige fra bygherrer til håndværkere, har en drøm om at skabe en bemærkelsesværdig bebyggelse, der stemmer godt overens med visionen i ‘Metropol for mennesker’, hvor målet er at skabe verdens bedste by at leve i. Det er ikke kun vores målsætning på projektet. Det er også en af målsætningerne for København, og alle her på projektet gør os umage for at nå den målsætning.

Efter at MT Højgaard havde udviklet projektet i en årrække, blev det i 2017 solgt til investoren Patrizia, der planlægger at udleje de 176 boliger, fordelt over etagebyggeri og rækkehuse samt erhvervslejemål i stueetagerne, som projektet består af.

Efter planen flytter de første beboere ind i februar 2019, og derefter flytter beboerne løbende ind i otte afleveringer fordelt ud over året.

Relateret indhold