Psykiatrisk hospital etape 2
- Enggaard A/S har på projektet AART Architects A/S og NIRAS A/S som underrådgivere og Velliv, Pension og Livsforsikring A/S som finansiel investor.
- Region Nordjylland har med OPP-kontrakten forpligtiget sig til at betale en ydelse på ca. 17,5 millioner kr. årligt i 25 år, forventeligt fra år 2025. Samt en driftsydelse på yderligere 1,4 millioner kr. om året.
- Desuden skal regionen betale overtagelsessummen på ca. 250,2 millioner kr. ved udløb af OPP-kontrakten.
De nordjyske regionspolitikere behøver ikke længere ligge søvnløs over budgetudfordringer fra byggeriet af Aalborgs nye psykiatri-hospital.
Region Nordjylland skulle, ifølge reglerne for OPP byggerier, deponere næsten en halv milliard kroner som garanti for gennemførelsen af byggeriet. Midler, som ville være båndlagt og ikke kunne bruges til andet.
Et så stort beløb, at det det ville sende regionen økonomisk i knæ. Derfor har regionen i flere omgange søgt om dispensation til at undlade deponeringen. Og den er nu endelig bevilliget.
– Jeg er rigtig glad for, at vi slipper for den kæmpe binding af penge i OPP-projektet, og at vi nu med sindsro kan gå i gang med byggeriet af Psykiatriens etape 2. Det er en meget vigtig brik, at vi får flyttet Psykiatrien ud til Nyt Aalborg Universitetshospital i nye rammer, hvor sengepladserne samles, og der bliver et endnu tættere samspil mellem psykiatri og somatik, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Med fritagelsen, som er mulig via en puljeordning fra staten, lettes presset på Region Nordjyllands kassebeholdning.
– Hvis ikke vi havde fået fritagelse for at deponere det store beløb til OPP-projektet, ville det betyde en meget stor udfordring for regionens kassebeholdning. Hvis regionen kommer under minimumskravet for, hvad der skal være i regionens kassebeholdning, kan vi måske blive presset udefra til at foretage nogle uhensigtsmæssige opbremsninger. Nu har vi formået at skabe et råderum til fortsat selv at bestemme, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.
Psykiatrien samles og styrkes
Byggeriet af det psykiatrihospital i Aalborg Øst sker i to etaper. Første etape på 11.000 kvadratmeter er opført som et rent regionalt finansieret projekt. Det er indrettet til akutpsykiatri og retspsykiatri.
Etape 2 er på 19.000 kvadratmeter med entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S som OPP-leverandør. Det betyder, at OPP-leverandøren både står for finansiering, projektering, etablering og udvendig drift og vedligeholdelse i 25 år.
Etape 2 omfatter de voksenpsykiatriske sengeafsnit, hele børne- og ungdomspsykiatrien med et helt nyt afsnit for spiseforstyrrelse. Desuden bygges en separat hospitalsskole, som er målrettet børn fra både somatikken og psykiatrien.
Det forventes, at byggeriet vil stå færdigt i 2025.