Realdaniamedarbejder mistænkt for bedrageri for 15 millioner kroner

Realdania By & Byg har bortvist og politianmeldt en nu tidligere medarbejder på baggrund af konstateret dokumentfalsk og bedrageri.
Realdania ramt af bedrageri og dokumentfalsk. Foto: Realdania.
Realdania ramt af bedrageri og dokumentfalsk. Foto: Realdania.

– Vi ser på sagen med dyb alvor og bekymring. Ordentlighed er en kerneværdi for Realdania og for datterselskabet Realdania By & Byg. Det er en værdi, vi værner meget om, og sagen er derfor overgivet til politimæssig efterforskning, siger adm. direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld.

Det er endnu ikke fuldt afdækket, hvor stort et beløb, sagen vedrører. Dette afklares ved en revisionsgennemgang og den kommende politiefterforskning.

– Med det store forbehold, at gennemgangen og efterforskningen kan vise noget andet, så er vores bedste bud, at sagen omhandler et beløb i omegnen af 15 millioner kroner. Vi tager sagen meget alvorligt. Og selv om vi allerede har meget grundige kontrolsystemer, er vi i gang med at gennemgå dem omhyggeligt for at sikre, at alle systemer og kontrolmiljøer bliver testet og justeret med det formål at undgå noget lignende i fremtiden, siger Peter Cederfeld.

Realdania og Realdania By & Byg har af hensyn til den politimæssige efterforskning på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Relateret indhold