Rambøll har som hovedrådgiver vundet opgaven om udvikling af Nordhavstunnellen, mens Cowi skal stå for rådgivningen i forbindelse med projektets miljøpåvirkninger. Det oplyser Rambøll.
Projektet vil strække sig over en periode på 4-5 år og består af gennemførelse af en VVM-undersøgelse efterfulgt af udbudsprojektering af den valgte løsning og med option på projektopfølgning og tilsyn under udførelsen. Undersøgelsen af den omkring én km lange tunnelstrækning skal belyse forskellige placeringer og udformninger af tilslutningen til vejnettet i Nordhavn samt vurdere muligheden for at anlægge en stiforbindelse – som tunnel eller bro – sideløbende med tunnelen.
Det er vigtigt, at vi i vores design arbejder mod løsninger, der kan minimere generne for omverdenen i udførelsesfasen.
Klavs Koefoed{break}Projektdirektør, Rambøll
– Gennemførelsen af projektet er placeret i et område med mange interessenter i form af naboer og ikke mindst Svanemøllehavnens mange brugere. Det er derfor vigtigt, at vi i vores design arbejder mod løsninger, der kan minimere generne for omverdenen i udførelsesfasen, siger Klavs Koefoed, projektdirektør, Infrastruktur & Transport.
Igangværende projekter
Rambøll samarbejder med Schønherr som æstetisk konsulent og Tec som specialist i forhold til sænketunnel-kompetencer på projektet.
Københavns Nordhavn er under hastig udvikling med et kommende beboerantal på 40.000 og lige så mange arbejdspladser. Rambøll arbejder på en række projekter i forbindelse med det nye Nordhavn, og tunnelprojektet er en naturlig forlængelse af igangværende opgaver i området.
– Vi arbejder i forvejen på projekter som Nordhavnsvej, Nordhavnsmetroen samt byudviklingsopgaverne i både Aarhusgadekvarteret og på Sundmolen og nu også Nordhavnstunnelen. Vi er meget glade for at kunne udvide vores portefølje på Nordhavnen med dette spændende og udfordrende projekt, siger Klavs Koefoed.