De seneste uger er i danske medier rejst en kritik mod miljøkonsekvensvurderingen af det store anlægsprojekt Lynetteholm i København.
Men ifølge Rambøll, der hovedrådgiver på projektet, spiller en ældre amerikansk forskningsartikel en fejlagtigt hovedrolle:
– Påstanden om, at miljøkonsekvensvurderingen af Lynetteholm alene baserer sig på en amerikansk forskningsartikel fra 1981, og at artiklen er en bærende del i den samlede vurdering af, hvad klapningen vil betyde for havmiljøet i det sydlige Øresund, er helt forkert, siger Stine Gro Jensen, projektdirektør og afdelingsleder for miljøvurdering hos Rambøll.
– Vi har inkluderet den amerikanske artikel, fordi den er en af de få videnskabelige artikler om frigørelse af næringsstoffer ved klapning, der findes. Men studiet kunne i princippet være udeladt fra vores vurdering, uden at det havde påvirket vores konklusion om, at klapningen i det sydlige Øresund ikke medfører væsentlige negative konsekvenser for havmiljøet. Der er enormt strenge krav til en miljøkonsekvensvurderingsrapport, og derfor ligger der en lang række tekniske baggrundsrapporter til grund for den samlede vurdering, siger hun.
Flere tekniske baggrundsstudier
Det er den uafhængige, internationale rådgivnings- og forskningsorganisation Dansk Hydraulisk Institut (DHI), der har skrevet den tekniske baggrundsrapport, som Rambøll har brugt til at antage, at 1 % af kvælstof frigøres til vandfasen i det sydlige Øresund.
Rapporten med titlen ‘Teknisk baggrundsrapport nr. 1, Hydrauliske undersøgelser’ beskriver frigivelsen af næringsstoffer i forbindelse med gravespild og inkluder blandt andet data fra en række danske infrastrukturprojekter, herunder Femern Bælt, Storebælt og Grådybet ved Esbjerg.
I rapporten indgår flere tekniske baggrundsstudier af de lokale forhold i det sydlige Øresund såsom strømningsforhold og sedimentspredning. Rapportens vurdering af, at der frigives kvælstof i størrelsesordenen på 1 % ud fra blandt andet tre sammenlignelige danske anlægsprojekter, er på samme niveau som det amerikanske studie.
Klapningsbidraget vurderes som mindre betydeligt
Det amerikanske studie er taget med i miljøkonsekvensrapporten for at underbygge disse data, og det amerikanske studie kunne altså have været udeladt fra miljøkonsekvensrapporten, uden at vurderingen ville være faldet anderledes ud, fortæller Stine Gro Jensen:
– De 11 ton biotilgængeligt kvælstof, der potentielt tilføres det sydlige Øresund hvert år i to år ved klapningen af Lynetteholm-sediment, skal ses i forhold til den øvrige tilførsel af biotilgængeligt kvælstof til området på ca. 1.000 ton fra land og ca. 10.000 ton fra Østersøen, som stammer fra oplandet generelt. På denne baggrund er klapningsbidraget vurderet som mindre betydeligt.
Herudover har myndighederne besluttet, at der skal gennemføres kompenserende tiltag, som modsvarer det udledte merbidrag af kvælstof til vandområde Køge Bugt. Når disse tiltag bliver gennemført, vurderes det, at kvælstoffrigørelse fra klapning af havbundsmateriale fra Lynetteholm-projektet ikke vil påvirke muligheden for at opnå målsætningen om god økologisk tilstand i vandområde Køge Bugt.