Rambøll skal rådgive om byggeri af den nye Storstrømsbro

Hovedentreprenøren på opførelsen af den nye Storstrømsbro, SBJV, har udvalgt Rambøll til at bistå med leveringen af Danmarks tredjestørste bro.
Rambøll får fornøjelsen af at rådegive hovedentreprenøren på opførelsen af den nye Storstrømsbro, SBJV. Visualisering: Rambøll.
Rambøll får fornøjelsen af at rådegive hovedentreprenøren på opførelsen af den nye Storstrømsbro, SBJV. Visualisering: Rambøll.

Storstrømsbroen

  • Vejdirektoratet er bygherre på den ny Storstrømsbro, der har stor regional betydning og samtidig er en vigtig del af jernbanekorridoren mellem København og Tyskland.
  • Den samlede pris for projektet, inklusive nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro, er cirka 4,1 milliarder kroner.
  • Broen forventes at være klar til biltrafik i 2022 og jernbanetrafik i 2023.

Rambøll skal assistere med detailprojektet på skråstagsbroen samt landanlæggene på et af de største infrastrukturprojekter i Danmark. Den ny Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø, bliver cirka fire kilometer lang.

Den nye bro erstatter en forældet, eksisterende forbindelse over Storstrømmen. Broen bliver Danmarks tredjestørste efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen, som Rambøll også har været med til at levere. Storstrømsbroen får elektrificeret dobbeltsporet jernbane anlagt til 200 km/t, tosporet landevej til 80 km/t samt en gang- og cykelsti.

– Rambøll har en lang historie med design af broer i Danmark. Storstrømsbroen er tydeligvis et af de mest spændende infrastrukturprojekter i Danmark i de kommende år. Vi arbejder allerede tæt sammen med SBJV for at optimere projektets levering og vil øge bemandingen yderligere i den nærmeste tid. Det er et privilegium at arbejde på projekter af denne skala og betydning, siger Anne Moloney, leder af Rambøll Danmarks afdeling for store broer.

Hos SBJV er man glade for udsigten til samarbejdet.

– Vi kender Rambøll som en seriøs og dygtig virksomhed fra deres tidligere arbejde på projektet, og det var derfor et naturligt valg at bede Rambøll om at tilføre ekstra kapacitet. Deres team er allerede begyndt arbejdet på projektet, og vil være centrale i at fremskynde leveringen af detailprojektet af størstedelen af broprojektet inklusive skråstagskonstruktionen, siger Emanuele Lancellotti, der er projektleder for SBJV.

Relateret indhold