Rambøll Gruppen præsterede solid vækst i 2014, hvor omsætningen steg med otte procent målt i lokale valutaer fra 7.794 millioner i 2013 til 8.292 millioner i 2014. Målt i danske kroner steg omsætningen med 6,4 procent.
Organisk vækst udgjorde tre procent, hvor de primære drivere har været Storbritannien og Danmark, mens der har været beskeden organisk vækst i Norge, Sverige, Finland og New Markets samt i virksomhedens internationale forretningsenheder inden for Olie & Gas og Energi.
Opkøbene i 2014 støtter vores strategi om at have en stærk position på hjemmemarkedet og samtidig styrke vores portefølje på vækstmarkeder som miljø.
Jens-Peter Saul Koncernchef, Rambøll
Netop konsulentopgaverne i olieindustrien er i tilbagegang, hvilket kan tilskrives den krise, der for tiden raserer i oliebranchen, som tegner sig for ti procent af rådgiveropgaverne i Rambøll, og koncernchef Jens-Peter Saul kan berette om et forretningsområde, der er væsentlig mere usikkert end tidligere.
– Som underleverandør til olieindustrien er vi naturligvis ramt af, at olieselskaberne sætter nye projekter på standby. Vi får ikke så mange nye opgaver i olieoforretningen som tidligere, og vi har eksempler på olieselskaber, som har aflyst kontrakter, siger koncernchefen til Børsen.
Driftsresultatet før goodwill-afskrivninger (EBITA) udgjorde 413 millioner kroner sammenlignet med 390 millioner i 2013, hvilket giver en EBITA-margin på fem procent, hvilket er på niveau med 2013.
Opkøb vejen frem
Rambøll har foretaget en række strategiske opkøb i løbet af 2014 i blandt andet Finland og Tyskland, og kort før årsskiftet annoncerede virksomheden opkøbet af den amerikanske miljørådgiver Environ. Med opkøbet rykker Rambøll ind i den globale top ti for miljørådgivning.
– Opkøbene i 2014 støtter vores strategi om at have en stærk position på hjemmemarkedet og samtidig styrke vores portefølje på vækstmarkeder som miljø, hvor vi nu er en førende, global virksomhed. Dertil giver Environ os en stærk platform i USA, hvilket har været en del af vores strategiske dagsorden i de seneste år, og det er et stort skridt i at indfri vores internationale ambition, siger Jens-Peter Saul.
Mange store projekter
I løbet af 2014 sikrede Rambøll sig en række højt profilerede kontrakter inden for infrastruktur i Norden samt prestigeprojekter i andre geografiske markeder såsom Mellemøsten.
Blandt de vundne projekter er en pilotplan for en ny højhastighedsforbindelse over Vejle Fjord, projektplanlægning for en eksprestogforbindelse mellem Helsinki og Espoo i Finland og et signalsystem for Osli-Ski-jernbaneforbindelsen, som er det største igangværende transportprojekt i Norge. I Qatar verificerer Rambøll designet af Dohas nye Green Line, der er en del af byens nye metrosystem. Projektet omfatter 16,6 kilometer dobbeltborede tunneller, seks undergrundsstationer og en række andre konstruktioner.
– Ved at udnytte vores globale kompetencer mere effektivt er det lykkedes os at vinde nogle af de største og mest interessante infrastrukturprojekter i Norden og Mellemøsten. Vi har blandt andet draget nytte af vores global engineering centre i Delhi, Indien, som i stigende grad er blevet en konkurrencefordel, når vi byder på byggeri- og transportprojekter i vores traditionelle hjemmemarkeder, siger Jens-Peter Saul.