Radiorækkerne er en moderne nyfortolkning af de engelske Townhouses. En hustype, vi i Danmark bedst kender fra Kartoffelrækkerne og Humleby. Husene er funktionelt indrettet, så de både passer til seniorer og familier med 2 børn.
Husene er bygget i lange rækker, der spænder fra fem til ni huse i en række. Alle huse er med niveaufri adgang ved yderdørene til terræn, og det kræver beskyttelse mod indtrængen af vand i soklen og den nederste del af facaden. I perioder med kraftig regnvand eller snesmeltning skal vandet altså kunne holde sig på afstand. For at løse dette er der brugt et sokkelrendesystem, MilRende Canyon fra Milford som imødekommer bygningsreglementes krav. Man kan nærmest sige, at Radiorækkerne har fået deres egen “voldgrav”.
– Systemet er lagt hele vejen rundt om de enkelte rækker. Der har ikke været mulighed for at regulere terrænet op og ned, og derfor har denne løsning været den rigtige. Det ser pænt ud, systemet er nemt at montere og er en holdbar løsning, forklarer Jacob Jørgensen, entreprisechef hos Rasmus Friis A/S, der har udført totalentreprisen.
Til at gå på
Sokkelsystemet er designet til bygninger med krav om niveaufri adgang samt minimum 150 mm fri sokkel, og består af præfabrikerede tilpasningsprofiler til vinduer og døre samt endestykker. Sokkelrenderne er lukket med gitterriste i galvaniseret stål på toppen.
– Renderne er designet til, at man kan træde på dem, og de er nemme for beboerne at løfte, når renderne skal renses, siger Jacob Jørgensen.
MilRende Canyon er udviklet i samarbejde med High Tech Innovation ApS. Der har været fokus på fleksibiliteten, så selve renderne kan afkortes og tilpasses husenes længde – og altså her i forhold til Radiorækkernes længde. Eventuelle rester kan genbruges så spild minimeres. Systemet kan uden problemer installeres af én person.