Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) har bedt Folketingets Finansudvalg om tilladelse til, at Bygningsstyrelsen udfører “genopretnings-, renoverings- og energioptimeringsarbejder” på Københavns Politigård. Den samlede økonomiske ramme for projektet udgør 180,2 millioner kroner.
Opdatering
– Der er nu behov for en byggeteknisk opdatering og energirenovering, således at huset fortsat kan danne ramme om en moderne arbejdsplads, forklarer ministeren.
Projektet omfatter blandt andet udskiftning af basisinstallationer og elinstallationer samt energioptimerende arbejder og toiletmoderniseringer. Derudover indeholder projektet udgifter til genhusning af Københavns Politi i udførelsesperioden.
Projektets håndværkerudgifter forventes at udgøre 127,3 millioner kroner.
Københavns Politigård er opført i perioden 1919-1924. Bygningen blev fredet i 1995, og den er enestående ved at være opført til brug for Københavns Politi og stadigvæk tjener den dette formål i stort set uforandret form siden 1924. Bygningens bruttoareal udgør 41.946 kvadratmeter fordelt på syv etager.