Det var ikke for sjov, da en fest i Kolding i sommers endte med, at fem unge mennesker faldt ned fra en altan, som kollapsede under dem.
Og nu må alle sagens parter anerkende, at der ikke findes nogen at skyde skylden på. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. Lovens lange arm har nemlig valgt at lukke efterforskningen af sagen.
Baggrunden for beslutningen er, at det efter den indledende efterforskning vurderes, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart omfattet af straffeloven eller andre love. Det er under efterforskningen fastlagt, at altanen ikke var i forsvarlig stand. Men samtidig viser de tekniske undersøgelser, at de afgørende skader på konstruktionen var skjult inde i altandækket og husets facade og dermed ikke synlige. Det var først ved ophugning af altanen efter ulykken, at en alvorlig nedbrydning af det bærende jern blev synlig.
Som led i undersøgelserne har Kolding Kommune oplyst, at kommunen ikke tidligere har haft kendskab til, at vedligeholdelsen af den pågældende ejendom skulle være mangelfuld, ligesom kommunen ikke har modtaget henvendelser fra lejere eller andre om eventuelle fejl og mangler. Der har ikke været udstedt påbud efter byggeloven.På baggrund af disse faktuelle oplysninger er resultatet derfor blevet, at det vurderes at der ikke af nogen er handlet uagtsomt i en sådan grad, at det kan medføre strafansvar. Årsagen til ulykken skyldes en skjult skade og der er ikke afdækket forhold, der gør, at nogen forud for ulykken burde have indset altanens dårlige tilstand.De involverede i sagen er underrettede om afgørelsen.