Om DT-grunden
- – Grundareal: 36.238 kvm.
- – Samlet projektværdi: Ca. 2,0 mia. kr.
- – Køber og udvikler: PensionDanmark
- – Totalentreprenør og udvikler: CASA
- – Rådgivere: Bruun Hjejle har været rådgiver for Pensiondanmark, Bech Bruun for CASA og Klar Advokater/Newsec Advisory A/S for Ferguson Nordic Holdings.
Aarhus skal have en ny bæredygtig bydel omkring Daugbjergvej og Søren Frichs Vej. PensionDanmark har overtaget den såkaldte DT-grund ved den indre ringgade i Aarhus, og vil samlet investere to milliarder kroner i at udvikle området.
Projektet kommer til at bestå af ca. 70.000 kvadratmeter bæredygtige livsstilsboliger og erhvervsbygninger.
Grunden på godt 36.000 kvadratmeter huser aktuelt byggemarkederne Stark og Silvan og sidstnævntes administrationsbygning. PensionDanmark og Casa vil sammen udvikle området efter en ny lokalplan, der udarbejdes i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune.
– Den solide befolkningstilvækst i Aarhus giver efterspørgsel efter attraktive byrum med værdiskabende boliger og erhvervslejemål med god beliggenhed. PensionDanmark vil udvikle centralt beliggende boliger efter vores nye boligplatform. Det vil skabe både attraktive boliger med tilfredse beboere og dermed også gode afkast til vores medlemmer, siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
Mindst DGNB Guld
Casa har gennem de seneste år arbejdet på udvikling af DT-grunden, og opgaven bliver nu at videreudvikle og realisere projektet sammen med PensionDanmark.
– DT-grunden er sidste etape af udviklingen af et stort byområde lige inden for Ringgaden i Aarhus. Casa har også været involveret i tidligere etaper, og dette projekt færdiggør området. Sammen med PensionDanmark vil vi fokusere på at udvikle et langtidsholdbart byrum, hvor bæredygtighed, funktionalitet og byliv går hånd i hånd. Vi glæder os meget til opgaven og til samarbejdet med en visionær partner i PensionDanmark, siger Rasmus Holbech, udviklingsdirektør i Casa.
Samtlige bygninger vil blive bæredygtighedscertificeret med minimum DGNB Guld. Projektet omfatter fællesskabsbaserede livsstilsboliger til segmentet over 50 år, familieboliger, almene boliger, kontorbygninger og boliger til studerende. Alt sammen med attraktiv beliggenhed tæt på blandt andet Aarhus Å og mange uddannelsesinstitutioner.