PensionDanmark og NCC går sammen om hotelbyggeri

PensionDanmark investerer i et hotelbyggeri i Skejby ved Aarhus. NCC Property Development skal stå for byggeriet.
Pressebillede.
Pressebillede.

Hotellet

  • Hotellet skal brandes som og drives af Zleep Hotels
  • PensionDanmark bliver ejendomsejer
  • NCC Property Development er bygherre og developer
  • Hotellet forventes at åbne i maj 2019
  • Hotellet får 100 værelser, gratis parkering, gratis WiFi, træningsrum og receptionsbar
  • Ejendommen forventes at opnå en guldkarakter i bæredygtighed efter DGNB-standarden
  • Beliggenhed lige ved sygehuset i Skejby, centralt i erhvervsområdet og ved et Letbanestop

Det voksende erhvervsområde omkring Skejby sygehus har nu fået bekræftet et hotelprojekt. Det er Zleep Hotels, der skal åbne sit andet hotel i Aarhusområdet, skriver de i en pressemeddelelse.

Denne gang bliver hotelåbningen i samarbejde med NCC Property Development som bygherre og PensionDanmark som ejer. Hotellets 100 værelser forventes at stå klar i maj 2019.

– Vi er meget tilfredse med at kunne føje denne hotelinvestering med en god beliggenhed i Skejby til vores portefølje af hoteller. Vi forventer, at investeringen vil give medlemmerne et godt afkast i en lang årrække, siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Efterspørgsel på hotelkapacitet

Foruden flere store kontorbygninger og det kommende supersygehus, ligger det nye hotel ved siden af et af Letbanens stoppesteder, hvorfra det er muligt at komme til Aarhus centrum i løbet af 17 minutter.

Mens flere hotelprojekter er i gang i Aarhus centrum, er dette det eneste bekræftede i det hastigt voksende erhvervsområde, Skejby. I Skejby Erhvervspark er der allerede flere end 20.000 arbejdspladser, og Aarhus Universitetshospital i Skejby vil beskæftige 9.000 personer, når det åbner i 2019, lige ved siden af og samtidig med det nye Zleep hotel.

Relateret indhold