Passioneret faglærer vinder Arkils Hæderspris

Arkils Hæderspris går til faglærer Nana Holm Kristiansen, som med sin indsats har forøget antallet af kvindelige struktørelever på Learnmark Horsens.
Fra venstre er det: Medlem af dommerkomiteen Nina Groes, direktør Jens Skjøt-Arkil, murerelev Freja Lee Pedersen, medlem af priskomiteen Christina Hvid, prisvinder Nana Holm Kristiansen og formand for priskomiteen Vibeke Lund Arkil. Pessefoto.
Fra venstre er det: Medlem af dommerkomiteen Nina Groes, direktør Jens Skjøt-Arkil, murerelev Freja Lee Pedersen, medlem af priskomiteen Christina Hvid, prisvinder Nana Holm Kristiansen og formand for priskomiteen Vibeke Lund Arkil. Pessefoto.

Siden Nana Holm Kristiansen i 2018 tiltrådte som faglærer på struktøruddannelsen på Learnmark Horsens, er antallet af elever, der vælger struktørvejen næsten fordoblet. Samtidig er antallet af kvindelige struktørelever steget fra en til hele seks.

For den indsats modtog Nana Holm Kristiansen torsdag Arkils Hæderspris, der blev uddelt på Building Green i Forum på Frederiksberg. 29-årige Nana Holm Kristiansen er uddannet struktør og kloakmester og har siden sommeren 2018 været ansat som faglærer på struktøruddannelsen på Learnmark i Horsens.

Markante resultater

Arkils Hæderspris er indstiftet af entreprenørkoncernen Arkil med det formål at skabe fokus på kvinder i bygge- og anlægsbranchen ved at hædre personer, som gør en særlig indsats for at tiltrække kvinder til branchen. Arkils Hæderspris består reelt af to priser, Indsatsprisen og Elevprisen, hvoraf det var Indsatsprisen, som blev uddelt på Building Green.

Det var netop Nana Holm Kristiansens konkrete og markante resultater med at tiltrække flere, kvindelige elever på struktøruddannelsen, der fik priskomitéen til at pege på hende som vinder blandt et stærkt felt af nominerede. I priskomitéens begrundelse lød det blandt andet:

– Vi har i priskomitéen siddet med et utroligt stærkt felt af virkelig imponerende kvinder, som bevidst har valgt at gå mod strømmen, og som hver dag yder en ekstra indsats. Ikke blot på deres egen arbejdsplads, men også for at række ud til andre og invitere dem med ind i den branche, de holder af. Selv om det har været et svært valg, ønsker vi i priskomitéen særligt at fremhæve Nana Holm Kristiansen for den store inspiration, hun er for de unge mennesker, hvis fremtid hun er med til at forme – og ikke mindst for de markante resultater, hun har skabt på sin arbejdsplads.

Murerelev overrakte prisen

Selve prisen, der ud over hæderen består af 25.000 kroner, blev overrakt af en tidligere vinder af Arkils Hæderspris – nemlig murerelev Freja Lee Pedersen, der i foråret vandt Elevprisen, som blev uddelt på DM i Skills.

Nana Holm Kristiansen var en ud af tre udvalgte nominerede til Arkils Hæderspris. De to øvrige nominerede var struktør og kloakmester Marie Lund, der som den første kvinde bestrider en formandsstilling hos CG Jensen, og netværket Kvinde, Håndværker, Krop og Faglighed, der gennem mere end 25 år har støttet kvinder i bygge- og anlægsbranchen på tværs af fag og arbejdspladser.

Mange fordomme

– Det her er bare mega stort! Det betyder virkelig meget at få så stor en anerkendelse af, at det, man går og gør i det daglige, også gør en forskel – og bliver værdsat af andre. Selv om jeg oplever, at der i dag er en anelse kortere mellem kvinderne på byggepladserne, end da jeg startede i faget, er der stadig lang vej igen. Der er mange fordomme derude, og det er virkelig godt at kunne være med til at nedbryde nogle af dem, for vi har i den grad brug for kvinderne på byggepladserne, siger Nana Holm Kristiansen.

Det betyder virkelig meget at få så stor en anerkendelse af, at det, man går og gør i det daglige, også gør en forskel – og bliver værdsat af andre.

Relateret indhold