I en denne serie på Dagens Byggeri tager en række af byggeriets topchefer temperaturen på bygge- og anlægsbranchen – og fortæller, hvordan de med deres virksomheder møder branchens udfordringer nu og i den kommende tid.
Denne gang er det direktør Jens Sørensen fra Outline Vinduer, der har godt 300 medarbejdere og en omsætning på 752 mio. kroner (Resultat: 119 mio. kroner).
På hvilke område(r) har byggeriet ændret sig mest det seneste år, og hvad skyldes det?
– Der har de senere år været et meget stort fokus energi – senest med implementering at BR19, hvor der sker et skifte fra 2 lags til 3 lags ruder.
– Bæredygtighed fylder også meget, ikke mindst med krav til EPD’er samt LCA-beregninger.
På hvilke område(r) er branchen mest udfordret i 2023, og hvordan kan det løses?
– Branchen kommer jo fra 2-3 år med fuld fart på, som nok er mest grundet Covid-19 – altså det faktum, at familien Danmark brugte penge på boligen.
– Nu står vi igen i et mere ‘normalt’ marked, som dog er påvirket af inflation og højere renter.
Hvilke mål har Outline sat sig for 2023, og hvordan vil I nå og måle succes?
– Vi har sat et mål/budget for året, som tager hensyn til et lavere aktivitetsniveau ud fra forventningen til vinduesmarkedet, så vores fokus er at følge op på det og sikre, at vi ikke taber markedsandel.
Hvordan har Outline bidraget til den grønne omstilling, og hvordan vil I bidrage til den i 2023?
– Vi har i særdeleshed sat den grønne omstilling på dagsorden, hvilket vi i øvrigt har haft i mange år.
– Lad mig nævne brug af bæredygtigt træ fra FSC-certificerede skove, fuldt fokus på spild, og aktiviteter, der bidrager kontinuerligt til optimering, hvilket i øvrigt er i linje med målene for koncernen frem mod 2030.
Hvordan vil virksomheden imødegå udfordringerne ift. supply chain og logistik i 2023?
– Vi har et rigtig godt set-up omkring supply chain og tætte relationer til vores samarbejdspartnere. Vi ser derfor ikke udfordringer på dette område.
Hvordan vil Outline bidrage til at øge produktiviteten og effektiviteten i 2023?
– Vi har et konstant fokus på dette og sætter hele tiden mål for at forbedre os, ligesom vi konstant investerer i ny teknologi.
Hvad, tror I, vil præge branchen mest i 2023, og hvordan vil den udvikle sig?
– At projekt og nybyggeri er på et helt andet niveau i 2023 end det, vi har set de sidste 3 år. Outline har dog ikke sin kerne forretning der.
– Udviklingen vil være påvirket af, om vi ‘får styr’ på inflationen og et lavere renteniveau.