Op ad bakke for håndværkerfradraget – igen

Direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk, Erik Møbius. Foto: Dansk Håndværk.
Direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk, Erik Møbius. Foto: Dansk Håndværk.

Håndværksvirksomhederne må igen slås for at bevare boligjobordningen, og det skader allerede nu optimismen og lysten til at ansætte nye medarbejdere.

Årsagen er, at politikerne på Christiansborg lægger op til forhandlinger om en vækstpakke, men at de har svært ved at adskille situationen i byggeriet med det overordnede billede af hele håndværksbranchen.

Ønsket om, at håndværkerfradraget blev fordoblet og gjort permanent, fik i sidste uge den uheldige konsekvens, at flere medier lavede en rundringning til de politiske ordførere for at høre, hvad de mente om det forslag. Desværre besluttede flere af dem sig for, at de hellere ville afskaffe fradraget helt. Begrundelsen var, at det jo gik lidt bedre i byggeriet, og at de mange store byggeprojekter vil hjælpe den udvikling på vej.

Derefter bragte flere medier tal, der skulle vise, at håndværkerfradraget i sin nuværende størrelse ?koster? staten 1,7 milliarder kroner hvert år. Uden at tage hensyn til at fradraget også betyder indtægter i form af skatter fra virksomhederne og deres medarbejdere, momsindtægter, langt mindre sort arbejde, færre udgifter til dagpenge og flere lærepladser til unge.

Så nu er det igen op ad bakke for bevarelse af håndværkerfradraget. Og i høj grad fordi politikerne ikke forstår forskellen på de lidt større virksomheder, der arbejder på byggeprojekter som Femern, supersygehuse og store anlægsarbejder på eksempelvis vejområdet, og så de mindre virksomheder, der istandsætter et køkken, udskifter et par vinduer eller reparerer en mur i sommerhuset. Altså de opgaver, hvor et fradrag på 15.000 kroner overhovedet giver nogen mening.

Opgaven for håndværksbranchen er derfor lige nu meget hurtigt at forklare politikerne, at der er tale om meget forskellige virksomheder, og at håndværkerfradraget er helt nødvendigt, hvis de ikke vil risikere, at den svage optimisme gennem de seneste måneder skal dampe af igen. For det vil koste jobs og lynhurtigt smitte af på andre brancher. En situation som hverken virksomheder eller politikere kan være tjent med.

Relateret indhold