Oceansalens kuppel tager form

Opbygningen af Oceansalens stålkonstruktion i gang. Salen bliver en synlig udstillingssal i det nye Statens Naturhistoriske Museum i København.
Byggeriet er stadigvæk skjult bag bygningerne men vil i løbet af 2021 blive synligt fra Sølvgade. Foto: Vejdirektoratet.
Byggeriet er stadigvæk skjult bag bygningerne men vil i løbet af 2021 blive synligt fra Sølvgade. Foto: Vejdirektoratet.

Om projektet

  • Vejdirektoratet er bygherre på det nye Statens Naturhistoriske Museum og bygger til Københavns Universitet.
  • Det nye museum skal samle Københavns Universitets Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have til ét museum.
  • Statens Naturhistoriske Museum har en budgetramme på cirka 1,2 mia. kr. og er finansieret af VILLUM FONDEN, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Det Obelske Familiefond samt Københavns Universitet og staten.
  • Per Aarsleff A/S er hovedentreprenør, og totalrådgiver er Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S og Claus Pryds Arkitekter ApS med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S som underrådgiver.
  • Statens Naturhistoriske Museum forventes at åbne i 2023.

Byggeriet af det nye Statens Naturhistoriske Museum i København, der startede i maj 2019, er stadig i fuld gang. Museets fremtidige underjordiske udstillingsrum tager form i byggegruben på hjørnet af Øster Farimagsgade og Sølvgade. I gården mellem de eksisterende bygninger i Sølvtorvskomplekset, der tidligere husede Polyteknisk Læreanstalt, er en ny sal, Oceansalen, også i gang.

Byggeriet er stadigvæk skjult bag bygningerne men vil i løbet af 2021 blive synligt fra Sølvgade. Den ovale sal bliver 23 meter høj og måler cirka 16 meter i bredden og er cirka 50 meter lang. Salen, hvis fundament ligger cirka fire meter under terræn, bliver på 650 kvadratmeter. Efter at have arbejdet nedad med salens bund, arbejdes der nu opad med salens kuppel.

– Når det nye museum står færdigt, vil Oceansalen kunne ses fra Sølvgade. Kuplen opbygges af cirka 2000 stålrammer, der løftes på plads og boltes sammen. Når hele stålkonstruktionen er på plads, skal glassene monteres styk for styk, siger Hanne Alrø, projektchef i Vejdirektoratet.

Det er et flot skue, der venter forbipasserende i fremtiden. Foto: Vejdirektoratet.
Det er et flot skue, der venter forbipasserende i fremtiden. Foto: Vejdirektoratet.

Inden opbygningen på pladsen blev påbegyndt, er en model af salens facade, der udføres i translucent glas, blevet udarbejdet og fragtet til København fra Göteborg.

– Vi har i 2020 fået udarbejdet en mockup af Oceansalens facade, så vi sammen med den kommende bruger, Københavns Universitet, og vores rådgiver har kunnet besigtige mockuppen og har kunnet ændre og tilrette løsningerne. Nu er opbygningen i gang, og i løbet af de kommende måneder vil kuplen tage form, siger Hanne Alrø.

Det forventes, at Oceansalskuplen er færdig med udgangen af november 2021.

Foto: Vejdirektoratet.
Foto: Vejdirektoratet.

Relateret indhold