Det blev OS arkitekter og Studio Hara (tidl. Hald & Ravnborg) med Holst Engineering og Prip Brandrådgivning som underrådgivere, der vandt konkurrencen om Ørestadens sidste parkeringshus. Huset bliver meget mere end et p-hus og tager desuden princippet om at bygge med lav CO2 belastning til nye højder.
Vinderforslaget med titlen ‘Et hus med fremtid’ skilte sig ud blandt de i alt seks indsendte forslag med et design, så det fra starten er fleksibelt til fremtidig brug ved at forhøje den øverste etage og forberede demontage af 2. sal.
Med dette enkle greb, kan huset i fremtiden omdannes til bolig eller erhverv, uden at man grundlæggende skal ændre det eller rive det ned, fordi loftshøjden i et standard p-hus er for lav.
Huset er konstrueret som et råhus med et søjle/bjælke-system i limtræ og dæk i krydslamineret træ, som stabiliseres af to trappetårne i beton. En innovativ trækonstruktion, som kommer til at kunne ses igennem en vellykket facadekomposition.
– By og Havns parkeringshuse skal fortrinsvis fremstå som selvstændige byggerier, der ikke ligner By & Havns andre P-huse, men bidrager til dannelse af lokal identitet. Med en arkitektur, der på én gang er markant og samtidig innovativ, leveres her konkurrencens stærkeste forslag, siger Rita Justesen, chef for Planlægning og Byrum, By & Havn.
Stigende bevidsthed om byggematerialernes CO2 belastning
Det nye P-hus Else Alfelt er det sidste som opføres i Ørestad Syd. Det skal rumme ca. 190 biler og ca. 1.500 m2 til udadvendte funktioner i stueetagen. Huset kommer til at fremstå i en dæmpet grøn tone med etagehøje moduler, som er adskilt af mindre tagudhæng.
– I By & Havn glæder vi os over den stigende bevidsthed om byggematerialernes CO2 belastning, og vi ser frem til at opføre det første p-hus i trækonstruktion i Danmark, siger Henrik Steenstrup, ejendomsdirektør i By & Havn.
Ud over Rita Justesen og Henrik Steenstrup fra By & Havn var også stadsarkitekt i Københavns Kommune, Camilla van Deurs, en del af dommerkomitéen.
2. præmien vandt Nordland Arkitekter med underrådgiver Artelia Group med forslaget ‘Træfikhuset’.
3. præmien gik til Lendager Arkitekter og underrådgiver AKT II med forslaget ‘Earth park’.
Skal være et lokalt ‘community hub’
Et afgørende kriterie i konkurrencen er husets muligheder for at bidrage til det kommende byliv i kvarteret og byggeriets evne til at passe ind i boligbyggerierne omkring det.
By & Havn ønsker at udvikle et p-hus, der ikke blot forsyner området med parkeringspladser, men også bidrager positivt til de nære omgivelser i form af en udadvendt stueetage til rekreative funktioner.
Vinderforslagets vision er, at huset skal fungere som et lokalt ‘community hub’, som kan rumme mange lokale mødesteder, værksteder og muligheder for ‘co-working’. Derfor er stueetagen designet med stor fleksibilitet og mulighed for opdeling.
Næste skridt i processen er et udbud om en totalentreprenør på projektet. Byggeriet forventes at gå i gang i ved udgangen af 2024 og at være klar til brug et års tid derefter.