Nyt Gellerup-kvarter tager imod de første beboere

Hvem vil ikke gerne bo i en ny bebyggelse, der hedder Solhusene? Der er der tilsyneladende mange, der gerne vil, og nu er de første beboere flyttet ind i de 80 små lejligheder i det nye boligbyggeri i Gellerup-området.
De nye beboere i Solhusene er de første i det nye boligkvarter Abildhøj, der på sigt vil bestå af godt 400 boliger.
De nye beboere i Solhusene er de første i det nye boligkvarter Abildhøj, der på sigt vil bestå af godt 400 boliger.

De første beboere kunne d. 1. april flytte ind i de første af 80 nye lejligheder, som PKA har opført sammen med A. Enggaard i Gellerup-område Helheden. Boligerne bliver dermed de første i det nye boligkvarter Abildhøj, som, når det står færdigudbygget, vil bestå af godt 400 boliger.

Solhusene hedder de nye boliger, der består af 78 toværelses lejligheder på mellem 45 og 49 kvadratmeter samt to étværelses lejligheder på henholdsvis 33 og 34 kvadratmeter. Alle lejligheder har – uanset størrelse – adgang til egen altan eller terrasse.

Boligerne er opdelt i to bygninger, der omkranser en fælles gårdhave indrettet med grøn beplantning og opholdsrum for beboerne, mens der i kælderen findes depotrum og cykelpladser.

Allerede nu har bydelen gennemgået en markant byudvikling med etableringen af det kommunale kontordomicil Blixens, det nye Sports- og Kulturcampus, byparken, renoveringer af den almene boligmasse samt opførelsen af nye bykvarterer.

Og interessen for de nyopførte lejligheder er stor. Således er 65 allerede udlejet og yderligere fem reserveret, fortæller afdelingschef i A. Enggaard, Jens Skinnebach.

– Det er på mange måder en blåstempling af kommunens ambitiøse og visionære helhedsplan for området og den løbende realisering heraf.

Vil også bygge friplejehjem

Tilbage i december åbnede Netto en ca. 1.000 kvm butik i stueetagen af kontorbyggeriet blot cirka 50 meter fra de nye boliger.

– Bydelen er allerede nu blevet et attraktivt sted at bo, blandt andet fordi Aarhus Kommune har taget et stort ansvar for at sikre, at der både er kommet en god infrastruktur, flere arbejdspladser, nye institutioner til børn og unge samt masser af områder til sport, leg og udeliv i bydelen, fortæller ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe.

På sigt vil der også blive opført et nyt friplejehjem og op mod 25.000 kvadratmeter erhvervslejemål i Helheden, der vil blive bundet sammen af en indre bygade og desuden rumme fire torve med forskellige karaktertræk.

Relateret indhold