Nyt domicil i tidligere biograf

Midtconsult samler sine aarhusianske aktiviteter i det nyindrettede domicil i den tidligere biograf Vest-Teatret i Brabrand.
Midtconsult flytter ind i denne tidligere biograf, der har været gennem en større renovering. Foto. Olav de Linde A/S.
Midtconsult flytter ind i denne tidligere biograf, der har været gennem en større renovering. Foto. Olav de Linde A/S.

En voksende medarbejderstab, der efterhånden bredte sig over flere etager, var både uhensigtsmæssig og et håndfast bevis på, at tiden var inde til at tænke på nye lokaler. Kriterierne for det nye domicil var mange; det skulle kunne opfylde en moderne ingeniørvirksomheds krav om fleksibilitet, placering m.m.

– Så faldt vi for det store potentiale i den gamle biografs spændende lokaler. Her er god plads til alle knap 30 medarbejdere med muligheder for vækst. Vi får en rigtig god placering tæt på motorvejen, centrum og det øvrige Aarhus, vi har fine p-forhold og ikke mindst så har vi i samarbejde med vores udlejer Byggeselskab Olav de Linde fået moderniseret og indrettet bygningen, så jeg er sikker på, at den vil være til daglig inspiration for både medarbejdere og kunder, siger partner i Midtconsult, Morten Prinds.

40 års erfaring

Virksomheden beskæftiger i dag knap 130 medarbejdere på kontorerne i Herning og i Aarhus og har 40 års erfaring med alle former for ingeniøropgaver indenfor byggeri og anlæg. Midtconsult har bl.a. deltaget i opførelsen af Jyske Bank Boxen i Herning, Bislett stadion, hjørnetårne i Parken, Copenhagen Towers med de to ca. 85 meter høje tårne til hotel- og konferencecenteret Crown Plaza og til kontorformål, Fisketorvet og nyt hovedkontor for Mærsk Drilling samt det nye akutcenter på Regionshospitalet Viborg.

Midtconsult har netop igangsat projekteringen af Campus Lillebælt – 22.000 kvadratmeter skolebyggeri ved Odense havn, samt boligprojekt Katrinebjerg i Aarhus med omkring 350 lejligheder med tilhørende parkeringskælder.

Tager egen medicin

– Midtconsult er en ingeniørvirksomhed med mange specialer indenfor bl.a. akustik, brand, miljø, commissioning, indeklima og energi samt bærende konstruktioner, VVS, ventilation, anlæg og el – og vi vil jo gerne kunne “feje for egen dør”, så huset har fået den helt store tur med efterisolering, nyt ventilationsanlæg, nye vinduespartier og akustikregulerende foranstaltninger ? alt udført med respekt for bygningens historie og arkitektur, siger Morten Prinds og tilføjer:

– Vi glæder os meget til at tage huset i brug. Stedet har sikkert næret mange drømme hos biografgængerne. Det er derfor lidt pudsigt at tænke på, at biografen i fremtiden ikke kun vil være et sted hvor drømme og visioner lever i fantasien, men et sted hvor de i samarbejde med arkitekter og bygherrer kan virkeliggøres.

Relateret indhold