Nyt dialogforum om kapacitetsudfordringer

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen. Foto: Ulrik Jantzen.
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen. Foto: Ulrik Jantzen.

Allerede nu er der begyndende tegn på kapacitetsudfordringer i dele af byggebranchen, når det gælder håndteringen af større og komplekse byggeprojekter. Situationen er bl.a. beskrevet i en rapport fra Bygherreforeningen. som blev udgivet 23. juni.

Regeringen genkender problemstillingen som den er beskrevet i Bygherreforeningens rapport. Det er relevant med en indsats fra såvel bygherrer, branchen og samfundet i bredere forstand for at afbøde konsekvenserne af ubalancerne i markedet, der kan lede til højere priser, forsinkede tidsplaner og manglende kvalitet.

Det bliver værre

Derfor har vi nu taget initiativ til, at der etableres en uformel dialog mellem de største offentlige bygherrer og branchen. Konkret er Bygningsstyrelsen blevet bedt om at etablere kontakten til branchen med henblik på at sikre en styrket uformel dialog.

Udfordringerne begynder allerede at vise sig og kan forventes at blive forværret i de kommende år, når det offentlige skal udbyde endnu flere store byggerier. Derfor tager jeg nu initiativ til at etablere en uformel dialog mellem de store offentlige bygherrer og branchen.

Vi arbejder netop nu på at få færdiggjort en ny byggepolitisk strategi, som bl.a. adresserer de strukturelle udfordringer i byggebranchen og anviser mulige løsninger, som kan være med til at udvikle byggeriet.

Bygherreforeningens rapport peger på behovet for at udnytte den aktuelle kapacitet bedre, og der peges ligeledes på behovet for at øge kapaciteten blandt andet ved at gøre byggeriet i Danmark mere attraktivt for udenlandske aktører. Byggebranchen i Danmark er kendetegnet ved mange relativt små entreprenører sammenlignet med udlandet. Desuden er de største entreprenørvirksomheder i Danmark ikke store i international sammenligning.

Rette rammebetingelser

Regeringen arbejder løbende på at sikre de rette rammebetingelser for, at byggeriet som branche er velfungerende og produktivt, så jeg ser dette initiativ med at få etableret en tæt dialog mellem bygherrer og branche som endnu et led i bestræbelserne på at styrke den danske byggesektor.

Det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke handler om at få udenlandske aktører ind, der skal underbyde danske virksomheder og arbejdsvilkår, men om at udvikle, styrke og forbedre vilkårene og konkurrencen i den danske byggesektor.

Relateret indhold