Nyt CLT-firma vil træ-revolutionere dansk byggeri

Ny leverandør og rådgiver vil professionalisere brugen af massivtræ elementer yderligere i byggebranchen.
De to herrer som står bag CLT Denmark, Mads Raaschou (tv) og Per Thomas Dahl, har valgt sloganet "mere end bæredygtigt" for deres virksomhed. Foto: Mortensen Media.
De to herrer som står bag CLT Denmark, Mads Raaschou (tv) og Per Thomas Dahl, har valgt sloganet "mere end bæredygtigt" for deres virksomhed. Foto: Mortensen Media.

Bæredygtigt træ skal supplere og i nogen grad erstatte brugen af beton i dansk byggeri. Derfor etablerer en kendt dansk inventar-og maskinsnedker Mads Raaschou samt en erfaren lederskikkelse fra byggebranchen Per Thomas Dahl nu leverandør- og projekteringsvirksomheden CLT Denmark inden for massive træelementer. Det bliver den første af sin art herhjemme.

De to virksomhedsejere forudser, at Danmark står over for en mindre revolution, når der gælder at bruge netop CLT-forarbejdet træ (Cross Laminated Timber) i byggeriet – og gøre det i stor skala, herunder i etagebyggerier og i konstruktioner, hvor man i dag alene bruger beton. Ifølge de to virksomhedsejere har CLT en stribe fordele klimamæssigt, teknisk, arkitektonisk og hvad angår mere effektive byggepladser. Deres målsætning er derfor at blive den virksomhed, som arkitekter, entreprenører, bygherrer og andre aktører inden for dansk byggeri vil rådføre sig med. Samtidig agter virksomhed at levere bæredygtige træelementer direkte til danske byggepladser samt montere det i et tempo og med en præcision, der formentlig vil sætte nye standarder for byggeriet herhjemme.

Politisk medvind for træ

CLT Denmark forventer, at den danske regerings skærpede klimakrav vil være med til at sætte strøm til efterspørgslen efter træ som alternativ til klimabelastende byggematerialer.

Træet, der skal forbedre byggeriets CO2-regnskab, vil komme fra en europæisk sværvægter og pionér inden for området. CLT Denmark har således skrevet kontrakt med østrigske KLH Massivholz, der har leveret CLT-forarbejdet træ til mere end 25.000 byggeprojekter verden over. Den knowhow håber CLT Denmark at drage nytte af og omsætte den viden til dansk byggeri. Den østriske samarbejdspartner har opbygget et ry for at levere træ med en styrke og bæreevne, som normalt kun forbindes med beton, og næste år vil KLH Massivholz fordoble sin produktion i Østrig.

– Alene den kapacitetsudvidelse, som også Danmark nu får glæde af, siger noget om, hvor verden bevæger sig hen. Herhjemme er der en del myteforestillinger om træs begrænsninger i forhold til blandt andet beton. Lad mig blot nævne brandfare og fugtighedsproblemer. At man ikke kan bygge i højden og slet ikke over fire etager. CLT Denmark har ambition om at være med til at gendrive sådanne myter. Vi vil ikke bare være leverandør, vi vil også tilbyde vores ekspertise til branchen og offentligheden om hvor og hvordan man udnytter CLTs mange fordele bedst muligt, siger Per Thomas Dahl.

Makkeren Mads Raaschou fremhæver også de arkitektoniske muligheder:

– Træ giver nye arkitektoniske frihedsgrader sammenlignet med beton. Det giver en spændende mulighed for at koble århundreders nordisk byggeskik med lys modernisme tilsat et nyt tvist. Arkitekter og designere kan lege meget mere med lys, udtryk og materiale, hvor det giver mening og sammenhæng, siger han.

Relateret indhold