Nyt boligprojekt i Søften

I de kommende år skyder 38 nye rækkehuse op i Søften. Det ligger fast, efter Favrskov Kommune har solgt en storparcel på Præstegårdsvej i Søften til Brdr. Thybo Ejendomsudvikling.
Kommunen har solgt denne storparcel, hvor der skal opføres 38 boliger i løbet af de kommende små to år.
Kommunen har solgt denne storparcel, hvor der skal opføres 38 boliger i løbet af de kommende små to år.

De 38 rækkehuse opføres i syv klynger, hvilket giver plads til grønne fællesarealer mellem klyngerne. Klyngerne opføres i både et og to plan og henvender sig til både børnefamilier og seniorer. Boligerne bliver på 100-110 kvadratmeter.

Borgmester Nils Borring glæder sig over udsigten til et spændende byggeri, der kan rumme alle generationer.

– Jeg synes, at Brdr. Thybo Ejendomsudvikling har tegnet et projekt, som appellerer til mange forskellige mennesker. Der bliver gode muligheder for at dyrke fællesskaber på de grønne arealer mellem husene, og her er både børn og voksne tænkt ind. Jeg er sikker på, at de nye rækkehuse bliver et aktiv for Søften og Favrskov, siger Nils Borring.

Ny dynamik

Ganske nær det nye projekt færdiggjorde Brdr. Thybo Ejendomsudvikling i 2016 rækkehusene i Elgårdsmindeparken i Søften. Direktør Rasmus Kjær fortæller, at kendskabet til byen også bruges i det nye projekt.

– Moderne rækkehuse i en god kvalitet giver ny dynamik i en by som Søften, der traditionelt har bestået af parcelhuse. Der er en stigende efterspørgsel på rækkehuse i forskellige størrelser, hvor vedligeholdelsen af hus og have er på et minimum, og hvor man er fælles om udearealerne. Samtidig er rækkehuse et godt supplement til de eksisterende parcelhuse. At en by har forskellige boligtyper betyder, at man ikke behøver at flytte væk, når ens boligbehov ændrer sig. De nye huse får en smuk udsigt og kommer til at ligge i et velfungerende nærmiljø med nem adgang til både Hinnerup og Århus. Vi glæder os meget til at bygge nogle huse, der er skabt til lige præcis dette sted, siger Rasmus Kjær.

Første hus forventes klar til indflytning til næste sommer og det sidste 10-12 måneder senere.

Relateret indhold