Nye kontrakt-skabeloner skal fremme det grønne byggeri

Arkitekternes og advokaternes brancheforening er gået sammen om at hjælpe den cirkulære omstilling på vej med nye juridiske skabeloner.
Næste Skur er et eksempel på brug af genbrugsmaterialer af høj kvalitet. Skuret har en restlevetid på 30-50 år og sparer 3-18 Tons CO2 ift.  træ eller galvaniseret stål. Foto: Jonathan Weimar.
Næste Skur er et eksempel på brug af genbrugsmaterialer af høj kvalitet. Skuret har en restlevetid på 30-50 år og sparer 3-18 Tons CO2 ift. træ eller galvaniseret stål. Foto: Jonathan Weimar.

Baggrund

  • Et af de lovgivningsmæssige benspænd for at bygge cirkulært ligger i udbuddet af et byggeprojekt.
  • Offentlige og halvoffentlige bygherrer som f.eks. kommuner, regioner, stat og almene boligselskaber er nemlig underlagt en fælleseuropæisk udbudslovgivning, der er udfordrende i forhold til at bygge på nye måder og med uprøvede materialer.
  • De juridiske udfordringer man ser på det cirkulære område ligger både på det udbudsretlige som på den efterfølgende kontrakt.
  • Skabelonerne håndterer begge situationer.

Genbrug af byggematerialer er en af måderne at sænke byggeriets CO2-udledning og klimaaftryk. Men der er flere barrierer for at genbruge de gamle materialer. En af dem handler om jura; De konktraktforhold, som danner rammen om udbud af byggerier.

Derfor er Danske Advokater gået sammen med Danske Arkitektvirksomheder om at udvikle en serie nye juridiske skabeloner eller paradigmer, der skal give byggebranchen bedre muligheder for at arbejde sammen om omstillingen.

– Nu har vi givet brancherne et solidt grønt fundament at stå på, som kan videreudvikles og hjælpe aktørerne med at komme i gang på et juridisk efterprøvet grundlag, forklarer vicedirektør i Danske Advokater, Ulrikke W. Krogbeck.

Tre forskellige udbudsmodeller

De nye skabeloner tager udgangspunkt i, at byggeri med genbrug og genanvendelse kræver, at bygherrer, arkitekter, ingeniører og entreprenører bidrager med deres kompetencer fra start.

De nye juridiske skabeloner indeholder derfor alle et samarbejdselement og peger på, hvordan man konkret kan få indkredset sin risiko, og hvordan man kan skrue en aftale om ansvar sammen.

Louise Bornø, Sirius advokater, der har bidraget til udviklingen, forklarer:

– Helt konkret tager skabelonerne afsæt i tre forskellige udbudsmodeller, der afspejler tre forskellige ambitionsniveauer. Derudover indeholder materialet en vejledning med konkrete forslag til løsning af de juridiske udfordringer, som er særlige for cirkulære byggeprojekter.

Arkitekterne: kæmpeskridt for branche og dens kunder

Hos arkitekterne er der stor begejstring for de nye kontraktudkast og tjeklister, som sikrer, at der i den enkelte byggesag bliver taget stilling til faldgruberne.

– Det er et kæmpeskridt for vores medlemmer, arkitekterne og deres kunder, at vi nu får et grundigt gennemarbejdet udgangspunkt, siger Lene Espersen, direktør i brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.

– Nu er der simpelthen ingen undskyldning for ikke at tænke genbrug og genanvendelse ind i såvel private som offentlige udbud, siger hun og forventer, at skabelonerne kan få stor betydning for den cirkulære omstilling i byggebranchen.

Lejerbos erfaringer er brugt

Det almene boligselskab Lejerbo er blandt de brancheaktører, som har bidraget til udviklingen af skabelonerne. Selskabet har gået forrest i den grønne omstilling, både når det kommer til at nybygge bæredigt og omkring genbrug af gamle byggematerialer.

– Vi har gjort os en masser erfaringer, og er glade for, at der nu er lavet et grundigt stykke arbejde, som gør det lettere for bygherrerne, når der skal udvikles og bygges cirkulært. Vi bliver nødt til at lære af hinanden og dele viden, hvis branchen skal omstille sig i det tempo, der er behov for, siger projektchef Jesper Kort Andersen.

Han forventer, at de nye skabeloner kan lette arbejdet næste gang, der skal bygges med genbrug.

De nye juridiske skabeloner lanceres i København i Bloxhub i dag, hvor virksomhedsnetværket Circle House Lab afholder Summit for 200 brancherepræsentanter.

Herefter bliver de gjort tilgængelige for alle på de involverede parters hjemmesider.

Udviklingen af skabelonerne er støttet af Dreyers fond og Realdania.

Relateret indhold