Ny udstykning til 40 parcelhuse

Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune sætter gang i planlægningen af et nyt boligområde i Vamdrup.
Her planlægges en ny udstykning med plads til 40 parcelhuse. Pressefoto.
Her planlægges en ny udstykning med plads til 40 parcelhuse. Pressefoto.

Vamdrup mangler byggegrunde og derfor ønsker Kolding Kommune at etablere et nyt boligområde i det naturskønne område i den sydvestlige del af byen. Kommunen har planer om at erhverve et ca. 7,2 ha stort område og udstykke det til ca. 40 parcelhusgrunde.

I første omgang kræver det en lokalplan at realisere det nye boligområde og Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har derfor givet grønt lys til at udarbejde en ny lokalplan for området.

– I udvalget har vi fokus på at styrke udviklingen i vores centerbyer og det kan vi kun sikre, hvis vi sørger for at have et udbud af attraktive byggegrunde. Det får vi i Vamdrup med det nye boligområde, siger Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.

Når et forslag til en lokalplan ligger klar, skal det sendes i høring. Det sker i løbet af foråret. Herefter skal området byggemodnes og forventningen er, at de nye byggegrunde kommer til salg næste år.

Lokalplan-forslaget lægger op til, at husene må bygges i op til to etager og maksimum 8,5 meters højde, og stiller krav om husenes udformning for at sikre en god sammenhæng til omgivelserne og mellem husene.

Naturskønt tæt på Kongeåen

Det nye boligområde ligger på den modsatte side af en nyere boligudstykning på Hvidkærgårdsvej, hvor der i dag er udstykket 10 parcelhusgrunde, der delvist er solgt og bebygget. Placeringen er naturskøn op til åbne marker og tæt på Kongeåen. Centralt på arealet ligger den bevaringsværdige gård Bastrupsminde.

– Med lokalplanen skal vi sikre, at vi kan bevare Bastrupminde og samtidig skal vi også beskytte det fredede dige i området. Desuden skal vi med lokalplanen sørge for gode forhold for trafikanterne i området, forklarer Birgitte Kragh.

I områdets nordlige del kommer et grønt fælles friareal, der skal sikre udsynet til Vamdrup Kirke og med plads til et regnvandsbassin og opholds- og legearealer.

Relateret indhold