Planerne for den endelige færdiggørelse af supersygehuset i Gødstrup er blevet gennemgået og finpudset. Sådan lyder udmelding fra Hospitalsenheden Vest, der har stukket hovederne sammen med byggeriets entreprenører.
Dele af det 148.000 kvadratmeter store hospitalsbyggeri – det psykiatriske hospital, forsknings- og uddannelsescenter Nido Danmark og den ene etape af akuthospitalet – er allerede afleveret. Og når man bladrer frem i kalenderen til slutningen af maj 2021, forventes færdiggørelsen af det samlede hospital at kunne fejres. Det siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen, dog med en vis forsigtighed.
– Det kræver is i maven, benhård styring og tæt koordinering af mange projekter at komme helt i mål. Men vi er absolut i den sidste fase, siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen og understreger, at tidsplanerne er lagt med den viden og de erfaringer, som er i projektet på nuværende tidspunkt.
– Fremdriften på byggepladsen og i hospitalets egne forberedelser vil blive fulgt meget tæt. For hospitalet er stort og rummer en teknologisk kompleksitet, hvor der ikke gives en 100 procent garanti for, at planerne holder.
Regionshospitalet Gødstrup det første af i alt fem helt nye hospitalsbyggerier landet over.