Ny kurs: JFP jagter overskud med mindre projekter

Forventningen om endnu et utilfredsstillende årsregnskab får JFP-koncernen til at sadle om - projekter under 100 mio. kr. skal prioriteres frem for de store komplekse byggerier, hvor koncernen taber penge.
CEO Jesper Friis Poulsen (tv.) kan se frem til et utilfredsstillende resultat for 2021 i JFP, mens Mikkel N. Steffensen, som CEO i datterselskabet JFP Murer & Tømrer, ser ind i et langt mere tilfredsstillende resultat.
CEO Jesper Friis Poulsen (tv.) kan se frem til et utilfredsstillende resultat for 2021 i JFP, mens Mikkel N. Steffensen, som CEO i datterselskabet JFP Murer & Tømrer, ser ind i et langt mere tilfredsstillende resultat.

Efter en årrække med ændret omsætnings- og indtjeningsstruktur har ledelsen i JFP-koncernen vendt blikket indad for at finde ud af, hvordan virksomheden kan drives mere rentabelt. Resultatet er nu klart: Hovedfokus bliver fremadrettet på projekter under 100 mio. kr., mens større projekter skal løses i joint venture.

– Vi har i en årrække ikke tjent penge i JFP, og samtidig leveret flotte resultater i JFP Murer & Tømrer. Som mange andre har vi været ramt af udskudt opstart, forsinkede myndighedsgodkendelser og ekstraudgifter pga. voldsomme prisstigninger, men vi må også erkende, at vi – som organisation – ikke har været dygtige nok til at varetage nogle af vores store og meget komplekse byggerier, og det tager vi nu konsekvensen af, udtaler CEO, Jesper Friis Poulsen.

Han fortsætter:

– Vi har succes med ordrer op til 100 millioner, så det er der, vi skal lægge vores hovedforretning fremover. Ordrer, der er større end 100 millioner, skal løses i joint venture. Vi har tidligere med succes løst projekter i joint venture, og det skal vi blive ved med. BaseCamp Lyngby, DNU Aarhus og DNV Gødstrup er eksempler herpå.

Hoved- og totalentrepriser i mindre størrelse

JFP Murer & Tømrer med ca. 100 ansatte har succes og bl.a. fået fire Gazellepriser fire år i træk. Der er etableret en jævnt voksende elementmontageafdeling, og der er succes med råhusentrepriser og mindre hoved- og totalentrepriser. Virksomheden er i dag større end JFP, der har ca. 70 ansatte.

– Vi har haft en omsætningsstigning på beton- og elementmontage på ca. 30 % og ser ind i en fortsat vækst. Dels fordi vi har bedre fat i eksterne kunder, og dels fordi vi er gode til hoved- og totalentrepriser i mindre størrelse, udtaler CEO Mikkel N. Steffensen fra JFP Murer & Tømrer.

Jesper Friis Poulsen tilføjer:

– Vores regnskab for 2021 er ikke aflagt, men det bliver et utilfredsstillende resultat i JFP og et meget tilfredsstillende resultat i JFP Murer & Tømrer – det ved vi allerede, og derfor sadler vi om nu. Markedet er dertil komplekst og svært at navigere i – ikke mindst på grund af de voldsomme prisstigninger. Jeg tror, at vi ser ind i en årrække med et lavere aktivitetsniveau – specielt på de store byggerier, fordi mange bygherrer pga. for stor risiko udskyder projekterne.

Læs mere: Byggefesten er slut – hvor en analyse af Byggefaktas trendrapport for byggebranchen i Q1 2022 bl.a. viser, at den forrygende start på 2022 er et reelt varsel om en større afmatning for resten af året.

– I første kvartal af 2022 har vi realiseret et overskud over budget både i JFP og i JFP Murer & Tømrer, og vi har loyale kunder og super gode medarbejdere. Jeg tror på, at den nye strategi er den helt rigtige for JFP-koncernen, slutter Jesper Friis Poulsen.

Relateret indhold