Hurtigere og mere effektivt byggeri, lavere omkostninger til udførsel og drift. Fordelene ved at hele byggebranchen taler det digitale sprog er håndgribelige. Og derfor har det i årevis været stærkt efterspurgt.
Nu vil Molio Byggeriets Videnscenter skabe det fælles sprog og datagrundlag, som gør det muligt at udveksle informationer om bygningers og materialers egenskaber. Det beskriver eksempelvis størrelse, bæredygtighed og levetid og kan bruges af alle aktører på tværs af den danske bygge- og anlægsbranche.
Fælles sprog hele vejen rundt
Et standardiseret digitalt sprog er vigtigt på tværs af hele byggeriets værdikæde. Det gælder lige fra leverandørernes videregivelse af produktinformationer til projektering hos rådgiverne, udførelsen hos entreprenørerne samt i overleveringen til byg- og driftsherrerne.
– En af de største udfordringer for en bredere anvendelse af digital teknologi i byggeriet har været manglen på en branche-aftalt metode til digitalisering og udveksling af digital information, siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
– Det er en af grundene til, at vi som branche stadig ikke har været i stand til fuldt ud at udnytte potentialet i data og stadig er stærkt afhængige af tidskrævende manuelle processer i alle faser af byggeprocessen. Dette påvirker naturligvis bundlinjen. Det ambitiøse mål med vores nye projekt er at ændre dette.
Cowi: bliver en gamechanger
COWI er en af de virksomheder, som er frontløber inden for digitalisering i byggeriet og som har efterspurgt et fælles digitalt sprog.
– Implementering af digitale værktøjer og herunder Building Information Modelling (BIM) har medført store fordele for byggeriet og er i stigende grad en integreret del af vores arbejde, siger Morten Alsdorf fra COWI.
– Det at få adgang til ét fælles digitalt og standardiseret sprog muliggør, at data langt nemmere kan bruges på tværs af byggeriets virksomheder, og det tror vi kan blive en game changer i forhold til at accelerere digitaliseringen i byggeriet – og ikke mindst i samarbejdet på tværs.
Molio samarbejder med Cobuilder, en norsk soft-wareleverandør, som allerede har implementeret de internationale standarder i et katalog med standardiserede egenskabsdata.
Med udgangspunkt i det arbejde vil Molio tilpasse og etablere en udgave målrettet den danske bygge- og anlægsbranche – målet er af projektet etableret i løbet af i år.