Grøn er den bærende farve i et nyt DGNB-logo, der har fået Villa som ‘efternavn’. Det nye logo er beviset på Green Building Council Denmarks nye certificering, der kan benyttes til at DGNB-certificere enfamiliehuse og andre mindre byggerier.
I Danmark har vi allerede DGNB-certificeringerne Nye bygninger og omfattende renoveringer, Drift, Byområder og Rum. Med tilføjelsen Villa har det været nødvendigt at ændre på formatet, da både størrelse og anlægssum på enfamiliehuse er en helt anden skala end de byggerier, som typisk går efter en DGNB-certificering.
Green Building Council Denmark, der står bag de forskellige DGNB-certificeringer i Danmark, mærker allerede stor opbakning fra både husbyggefirmaer og arkitekter, som i dag gør klar til at sælge DGNB Villa-certificerede huse.
– DGNB Villa er første skridt i en bæredygtig retning for boliger i mindre skala. Ser man de planetære grænser som målet, og det bliver vi nødt til, så er der utrolig langt endnu. Og når nu der bygges så mange nye kvadratmeter enfamiliehuse, er det vores opgave at skubbe dem i en mere bæredygtig retning, udtaler direktør i Green Building Council Denmark, Mette Qvist.
Læs også: Strammer klimakravene til DGNB-certificering
Sikrer kvaliteten i byggeriet
Med den nye Villa-certificering bliver det fremadrettet lettere for danskerne at bygge eller købe en bolig, hvor der med sikkerhed er taget hensyn til bl.a. minimering af skadelig kemi, energieffektivitet og et sundt indeklima men også til f.eks. social bæredygtighed.
– I en byggeproces skal man som køber forholde sig til rigtig meget. Og det er de færreste, som kan kalde sig ekspert på alt fra afgasning til universelt design. Med DGNB Villa får du hjælp til at sikre kvaliteten i byggeriet. Det er en fordel for den nuværende køber, men også for husets fremtidige ejere og samtidig smart, når huset skal sælges igen, udtaler Emilie Elmer Land Jensen, projektleder for DGNB Villa hos Green Building Council Denmark, der i tæt samarbejde med et advisory board har lavet væsentlige ændringer for at gøre DGNB mere overskuelig – uden at gå på kompromis med det faglige niveau.
DGNB Villa består af 12 kriterier inden for miljø, økonomi og social bæredygtighed. Særligt for DGNB Villa er der indført tjeklister og eksempler som supplement til klassiske funktionskrav, der gør systemet mere fleksibelt og tilgængeligt.