NREP i det største salg af friplejehjem nogensinde

Men selvom ejendomsudvikleren har indgået en aftale med kapitalforvalter Northern Horizon om salget af friplejehjemmene, fastholder virksomheden interessen for at udvikle nye i fremtiden.
Fribo Holte, der stod færdig i 2021, er et af de færdigudviklede friplejehjem, som NREP har solgt til Northern Horizon. Arkitekt er Rubow Arkitekter.
Fribo Holte, der stod færdig i 2021, er et af de færdigudviklede friplejehjem, som NREP har solgt til Northern Horizon. Arkitekt er Rubow Arkitekter.

Fribo Holte, Plejehjemmet Ida Marie i Odense, Plejehjemmet Magdalena Marie i Sorø (forventet overdragelse juni 2023), Fribo Greve + daginstitution (forventet overdragelse september 2023), Plejehjemmet Helene Marie i Helsinge + 23 seniorboliger, Hasselhøjen Helsinge (forventet overdragelse december 2023) og et plejehjem i Kolding samt daginstitution (forventet overdragelse maj 2025).

NREP har indgået en aftale med kapitalforvalter Northern Horizon om salget af de ovenstående 6 friplejehjem og tilknyttede aktiver.

Northern Horizon har et langsigtet nordisk fokus på segmentet, mens NREP bevarer friplejehjemskompetencer og fortsat vil afsøge muligheder på området.

Meget attraktiv aftale

– Vi er meget begejstrede for handlen, der er den største plejehjemstransaktion på det danske marked nogensinde. Aftalen er meget attraktiv for os, blandt andet fordi aktiverne passer godt til vores investeringsstrategi. De har en rigtig god beliggenhed i vækstbyer, de er enten nyopførte eller under etablering, og så har de en høj klima- og ESG-standard, siger Kasper Wehner, der er Co-Fund Manager i Northern Horizon og ansvarlig for investeringer på det danske marked.

Porteføljen vil indgå i Northern Horizons fjerde plejehjemsfond, der har en samlet investeringskapacitet på 4,8 mia. kroner.

Fondens fokus er på nye bygninger i Norden, der er optimeret til plejehjemsdrift og seniorboliger. Fonden omfatter i forvejen 17 aktiver i Norden.

Uændret interesse for det voksende marked

Over det kommende årti vil befolkningsgruppen på 80+ vokse med ca. 160.000. Heraf forventes 10 % at få brug for en plejehjemsplads, hvilket den aktuelle kapacitet langt fra kan imødekomme, og behovet for plejehjem og friplejehjem i Danmark forventes fortsat at stige.

NREP fastholder da også interessen for at udvikle nye friplejehjem i fremtiden, fortæller Mohamad Awad, der er Investment Director:

– Der er blevet taget godt imod vores produkt, og nu har vi fået et godt tilbud fra en investor, som både har segmentet som sit kerneområde og en langsigtet investeringshorisont. Det skaber gode, stabile rammer for operatørerne og de ældre, og derfor passer salget os godt.

Han uddyber:

– Vores interesse for nye projekter er uændret, og vi vil fortsat opsøge samarbejder med kommuner om nye friplejehjem – både som enkeltstående projekter og i særdeleshed som led i større udviklingsprojekter. Dermed forventer vi fortsat at ville levere de fysiske rammer for kvalitetspleje og -omsorg, ligesom vi vil gøre det med en fortsat skærpet miljø- og klimaprofil.

NREP er blevet rådgivet af Accura, mens Northern Horizon er blevet rådgivet af Bruun & Hjejle, EY, Vita Ingeniører og Nordicals.

Relateret indhold