NRE afleverer sidste etape af godsterminal

NRE Denmark afleverer tredje etape af stor midtjysk godsterminal.
Alpis nye domicil og godsterminal ved Hammerum er opført af NRE Denmark A/S som totalentreprise. Foto: Mingo.
Alpis nye domicil og godsterminal ved Hammerum er opført af NRE Denmark A/S som totalentreprise. Foto: Mingo.

NRE Denmark A/S har været totalentreprenør på den 20.000 kvadratmeter stor godsterminal til speditørvirksomheden Alpi. NRE har netop afleveret tredje og sidste etape.

Byggeriet er beliggende ved Hammerum mellem Herning og Ikast. Det samlede byggeri har NRE Denmark opført inden for knap to år.

Etape tre har omfattet Alpis nye administrationsbygning på 4.500 kvadratmeter. Ud over kontor- og mødefaciliteter indeholder bygningen også et stort åbent atrium, køkken- og kantinefaciliteter, egen café og store terrasser.

Godt parløb

Efter to års samarbejde med Ikast-entreprenøren kan Alpi gøre status.

– Vi er stolte af resultatet, som er opnået via et konstruktivt samarbejde mellem mange parter, hvor NRE’s medarbejdere har samlet trådene og udvist kompetence, kreativitet og stort fokus på kvalitet og funktionelle løsninger, siger Carsten Sjørvad, økonomichef for Alpi Danmark.

– Det har været en tillidsfuld byggeproces med et godt samarbejde mellem alle parter igennem hele projektperioden. Det er med stor glæde, at vi nu har afleveret sidste etape af et flot byggeri på over 20.000 kvadratmeter til en lokal virksomhed som Alpi, siger administrerende direktør Jacob Olesen, NRE.

Etape et af byggeriet bestod af en ny terminalbygning på 8.000 kvadratmeter. Anden etape bestod af 8.000 kvadratmeter lagerhotel.

Alpi erhvervede selv i 2014 den 150.000 kvadratmeter store grund, hvor byggeriet er opført. Arkitekter på projektet er Årstiderne Arkitekter.

Relateret indhold