Novo Nordisk udvider igen-igen produktionen i Hillerød

Den danske medicinalkæmpe skal have mere plads til produktionen af diabetes medicin - udvider med 6.600 kvm. ny lager og kontorfaciliteter i Hillerød.
Siden 2015 har Novo investeret milliarder i at udvide produktionen i Hillerød, nu lægges yderligere til. Foto: Züblin
Siden 2015 har Novo investeret milliarder i at udvide produktionen i Hillerød, nu lægges yderligere til. Foto: Züblin

Hillerød får nye arbejdspladser inden for medicinalindustrien. Novo Nordisk har i de seneste år investeret milliarder i at udvide produktionen af lægemidler til diabetesbehandling i den nordsjællandske by.

Og nu udvider den danske medicinalkæmpe med yderligere 6.600 kvm. produktionsfaciliteter på Fabriksvej i Hillerød. Med udvidelsen får Novo Nordisk yderligere kapacitet, så de kan sikre fremstillingen af fremtidens diabetesprodukter fra et at deres strategisk vigtige produktionssteder.

Startede op med renovering af eksisterende hal

Det er ingeniørvirksomheden Aqvila, der har stået for den indledende projektering, mens entreprenøren Züblin, RH Arkitekter og Sweco udfører den resterende hovedprojektering og projektopfølgning.

Züblin har allerede færdiggjort den første del af projektet, som består i en renovering af en eksisterende fabrikshal. Det nye byggeri er ifølge afdelingschef fra Züblin, Anders Feldbæk, allerede godt undervejs.

– Projekteringen i fuld gang og leverancerne på stål og betonelementer afklaret. Det første spadestik markerer således selve opstarten med etablering af byggeplads, jordarbejder og udgravning til omlægning af rørføring.

Nyt område for Züblin, som derfor søger flere ansatte

Han fortæller også, at den nye fabrik også markerer et nyt markedsområde for entreprenørvirksomheden.

– Vi er i gang med at udvikle forretningen til også at gælde små og mellemstore projekter, og projektet hos Novo Nordisk i Hillerød er ét af de nye projekter, som vi har taget hul på i den seneste tid.

Det nye, udvidede fokus gør også, at Züblin nu leder efter arbejdskraft til den størrelse projekter.

– I takt med at porteføljen udvikles, er der også brug for nye talenter, der vil være med til at udvikle virksomheden. Helt konkret tilbyder vi praktikforløb til studerende fra ingeniør- og konstruktøruddannelserne, der vil være med til at indgå i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige medarbejdere på mindre projekter som dette i Hillerød, fortæller Anders Feldbæk.

Relateret indhold