Norsk minister vil udelukke “mafia”-lande

Hvis der ikke ryddes op blandt kriminelle entreprenørvirksomheder, vil norsk arbejdsminister blokere for bud fra visse lande.
Det er specielt hos udenlandske vejentreprenører, at man i Norge snakker om decideret kriminalitet. Foto: Colourbox.
Det er specielt hos udenlandske vejentreprenører, at man i Norge snakker om decideret kriminalitet. Foto: Colourbox.

Hvidvask af penge og ansatte på tilnærmelsesvis slavekontrakter.

Diskussionen om udenlandske virksomheder, som indirekte eller direkte er involveret i organiseret kriminalitet, har fyldt meget i debatten i den norske byggebranche. Så meget, at den norske arbejds- og socialminister Robert Eriksson er ved at have fået nok.

Vi snakker om slavekontrakter. Vi snakker om hvidvask af penge. I det hele taget sker der meget i disse masfiaselskaber.

Robert Eriksson Arbejds- og socialminister i Norge

Over for norske Nettavisen slår han fast, at hvis der ikke kommer bedring i forholdene, kan det komme på tale, at firmaer fra visse lande ikke får lov til at byde på norske opgaver.

Den skarpe udmeldinger kommer i kølvandet på, at Nettavisen har afsløret, at der inden for anlæg af veje har været slemme eksempler på udenlandske entreprenørvirksomheder, hvor de ansatte godt nok fik løn efter norske vilkår – men der stopper idyllen så også.

Mafiaselskaber

Således har mediet afdækket eksempler på, at når de ansatte er hjemme på ferie, er de blevet tvunget til at betale noget af lønnen tilbage, feriepenge er blevet givet til virksomheden, de har arbejdet gratis i ferieperioderne i hjemlandet, de har fået tildelt kummerlige boligforhold – men er blevet afkrævet dyre betalinger – og de er blevet tvunget til at betale ekstremt høje rejseomkostninger, når de skal til Norge.

– Det er ikke bare mafialignende tilstande, men mafiaselskaber. Vi snakker også om ulovlig indvandring i enkelte tilfælde. Vi snakker om slavekontrakter. Vi snakker om hvidvask af penge. I det hele taget sker der meget i disse mafiaselskaber, siger ministeren til Nettavisen.

Han understreger, at det er en problematik, han vil tage op på et ministermøde i EU, for som han siger, så må både Schengenlande og andre lande samarbejde om at stoppe problemet.

Og det kan komme så langt, at Norge må slå ned over for de lande, de kriminelle virksomheder kommer fra.

– Vi ønsker at have lige vilkår for alle. Er de ikke villige til det, så vil jeg gå så langt som at sige, at så bør disse lande ikke få lov til at komme med bud. De må udelukkes, slår Robert Eriksson fast.

Relateret indhold