Efterspørgslen på Isocell papirisolering og træfiberisolering bliver større år for år, hedder det i en pressemeddelelse fra CBI Danmark.
Virksomheden indleder nu et samarbejde med norske Hunton Fiber, om at blive dansk forhandler af norsk træfiber granulat og batts. Det sker gennem det danske selskab Dansk Træfiberisolering.
– Det spiller rigtigt godt sammen med vores andre produkter, og det giver god mening at kunne tilbyde vores kunder hele paletten. Samtidigt har vi ekspertisen til disse materialer i virksomheden. Vi har en flok medarbejdere, som er specialister i cellulose-baseret isolering og klimaskærme i det hele taget, siger direktør Per K. Thomsen.
Vil udvikle markedet
Huntons administrerende direktør, Arne Jebsen, ser ligeledes perspektiver i det nye samarbejde.
– Hunton og vores datterselskab DTI ser samarbejdet med CBI Danmark som meget positivt, og det vil styrke vores position i Danmark. CBI har stærke kompetencer og stor erfaring indenfor vores produktområde; og ikke mindst et stort netværk af isolatører. Vi ser frem til, at vi i fællesskab skal udvikle det danske marked endnu mere med bæredygtige produkter, hvor træ er udgangspunktet, fortæller han.