Konsolideringen blandt aktørerne inden for intelligent bygningsautomatik fortsætter. Nordomatic, der er er en af Nordens førende aktører inden for Smart Buildings, har gennem de seneste to år købt flere end seks danske virksomheder ind i den danske del af koncernen. Og nu følger det syvende opkøb.
Der er tale om Grue & Hornstrup Rådgivende Ingeniører A/S med hovedsæde i Holstebro. Med opkøbet styrker Nordomatic sine kompetencer særligt indenfor PLC-verdenen i hospitalssektoren og pharma-industrien. Udover PLC har Grue & Hornstrup stor erfaring med udvikling og design af systemer til Smart Buildings, herunder dataopsamling, energi-registrering og analyse. Og det passer godt ind i Nordomatics koncepter og løsninger, der i stigende omfang er digitale.
– Sammen står vi ganske enkelt langt stærkere på markedet for Smart Buildings. Ved at forene kræfterne har vi en fantastisk platform til at tage næste skridt inden for eksempelvis Cloud, Big Data og IoT, fastslår administrerende direktør Toke Juul fra Nordomatic Danmark A/S.
Masser af vækstpotentiale
Hos Grue & Hornstrup, der gennem de seneste to årtier er vokset fra et lille rådgivende ingeniørfirma til en rolle som toneangivende systemintegrator inden for sine kernesegmenter, er der ligeledes store forventninger til det nye familietilhørsforhold, der har både landsdækkende og nordiske perspektiver.
– Når vi ser i krystalkuglen, kan vi konstatere, at vi står over for en total redefinering af hele energi-infrastrukturen. Det kræver muskler og skalérbarhed med en helt anden faktor, end vi kan opnå med organisk vækst. Som en del af Nordomatic-koncernen får Grue & Hornstrup tilført muskler til endnu større opgaver – ikke alene i Danmark, men i hele Norden, siger salgs- og projektdirektør Jesper Bergenhammer fra Grue & Hornstrup, Rådgivende Ingeniører A/S og uddyber:
– Vi kan i højere omfang følge vores kunder ud over landegrænserne og hente inspiration fra kolleger og projekter på hele det nordiske marked. Og selvom vi allerede i dag er på forkant på mange digitale løsninger, får vi nu adgang til flere koncepter og en række cloudbaserede services blandt andet inden for smart heating, siger Jesper Bergenhammer.
Alle medarbejdere følger med til Nordomatic, som herefter beskæftiger godt 160 medarbejdere i Danmark.