Kort før jul satte MT Højgaard Holding deres modulproducent Scandi Byg til salg. Nu er et ejerskifte kommet et stort skridt nærmere, og der står Nordic Wood Industries på underskriften.
Det sker i form af en forpligtende samarbejds- og optionsaftale om overtagelse, som Nordic Wood Industries og MT Højgaard Holding netop har indgået.
Som led i det forpligtende samarbejde vil Nordic Wood Industries blive repræsenteret i Scandi Bygs bestyrelse. En endelig købesum vil bestå af variable elementer og kan først opgøres og offentliggøres ved Nordic Wood Industries’ forventede udnyttelse af optionen. Hvis optionen ikke som planlagt udnyttes senest den 16. oktober 2023, betaler Nordic Wood Industries 10 mio. kr. til MT Højgaard Holding, oplyser MT Højgaard Holding i en selskabsmeddelelse til fondsbørsen.
Scandi Byg har et uforløst potentiale
Ifølge koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, har Scandi Byg et uforløst potentiale, som blandt andet kan indfries via synergier på tværs af trækoncernens andre selskaber.
– Scandi Byg er en rigtig spændende virksomhed, som på mange måder sætter standarden for fremtidens byggeri med innovative og bæredygtige byggeprocesser herunder et stort fokus på DGNB-certificerede og svanemærkede byggerier, siger han og fortsætter:
– Scandi Byg har over 40 års produktudvikling bag sig, hvilket har sikret, at de i dag er dansk markedsleder inden for industrielt fremstillet modulbyggeri. Vi er derfor meget glade for, at vi har fået muligheden for at overtage virksomheden, dens dygtige medarbejdere og vigtige kompetencer inden for mere miljøvenlige byggeløsninger, siger Thomas Raunsbæk, der har et indgående kendskab til Scandi Byg.
Jo, Scandi Byg er udfordret, men opnår synergier hos os
Han erkender dog, at Scandi Byg har været udfordret med udskudte byggeprojekter, uforudsigelighed i produktionen og høje materiale- og energipriser, de senere år. Men tror også, at der kan komme styr på det:
– Vi mener, at vi via det stærke fællesskab, et entydigt fokus på bæredygtigt byggeri og tværgående netværk i Nordic Wood Industries kan skabe en god udvikling og en lønsom virksomhed, der kan vækste i både Danmark og i udlandet. Som en del af Nordic Wood Industries kan der opnås stærke synergier, da vi har fokus på samarbejde i de enkelte virksomheder og på tværs. Samtidig er vi også klar på at investere det nødvendige i virksomheden, så Scandi Byg kan udnytte sit fulde potentiale i dansk byggeri med sine unikke modulløsninger i træ.
Hos MT Højgaard Holding er administrerende koncerndirektør Henrik Mielke enig i, at Scandi Byg kan opnå en positiv effekt af et forpligtende samarbejde og et ejerskifte:
– Vi er glade for at have indgået et forpligtende samarbejde og en optionsaftale om salg af Scandi Byg til Nordic Wood Industries, der som langsigtet ejer vil kunne skabe stabilitet og give medarbejderne de bedste betingelser for at udnytte mulighederne inden for modulbyggeri og skabe værdi for kunderne, siger Henrik Mielke.
Nordic Wood bliver stærkere
Ifølge Thomas Raunsbæk er Nordic Wood Industries i gang med en konsolideringsproces blandt andet med henblik på at blive et kompetencecenter inden for træbyggeri. Denne nødvendige konsolidering er samarbejdsaftalen om og købsoptionen på Scandi Byg et eksempel på:
– Træbranchen er i kæmpe vækst og for at imødekomme den store efterspørgsel på træbyggeri og træbaserede produkter, er der brug for en vis volumen bag. Hos Nordic Wood Industries ønsker vi at skabe en størrelse, hvor vi har alle kompetencer inden for træbyggeri i koncernen, med henblik på at udvikle flere træprodukter og bedre træbyggeri. En investering i Scandi Byg vil derfor være et godt eksempel på, at vi samler kræfterne, så kunderne ikke alene får gode, klimavenlige træprodukter, men også får en videnspartner i os, siger han afsluttende.