Egner skalmurede vægge og høje lofter sig til præfabrikeret modulbyggeri? Det er svært at svare på, når man endnu ikke har afprøvet muligheden. Derfor har Concept Living A/S by abc søgt om byggetilladelse til at opføre seks testboliger ved siden af deres produktion i den midtjyske by Engesvang ved Silkeborg. Her vil virksomheden teste nye boligløsninger, byggematerialer og -metoder i præfabrikeret byggeri. Når tilladelsen fra Ikast-Brande Kommune er givet, starter virksomhedens produktion med at bygge de præfabrikerede boliger.
– Testboligerne giver os en masse nye muligheder for at afprøve byggematerialer og -metoder samt anderledes løsninger til boligerne. Det skal således være med til at udvikle vores eget produkt og samtidig udvide vores produktpalette, så vi på sigt kan tilbyde endnu flere løsninger til vores byggemetode, siger afdelingsleder og projektansvarlig hos Concept Living, Glenn Nielsen.
Projektet har allerede nu været igennem en længerevarende proces, hvor blandt andre Teknik- og Miljøudvalget i kommunen har behandlet ansøgningen, og området er blevet godkendt i lokalplanen til etablering af boliger.
Tester nye produkter
Allerede nu kan virksomheden løfte sløret for et par idéer til nye løsninger, der skal testes i boligerne, som på sigt også skal udlejes til forskellige målgrupper. Nogle af boligerne bliver nemlig med dobbelt loftshøjde, hvor man i stedet for de klassiske 2,5 meter i et enkelt modul nu placerer to moduler ovenpå hinanden og således skaber en loftshøjde på fem meter.
– Ved at sammensætte to standardmoduler med en loftshøjde på 2,5 meter hver især, får man en præfabrikeret bolig med ekstra loftshøjde på i alt fem meter. Herfra vil det være muligt at stå på øverste etage og kigge ned i boligen, forklarer Glenn Nielsen og fortsætter:
– Derudover vil vi som noget helt nyt inden for præfabrikeret modulbyggeri forsøge at skalmure boligerne. Normalt bygger vi i træ med pladesystemer udenpå boligen, men i nogle af de nye testboliger kommer vi til at afprøve mursten som byggemateriale. Det har nemlig nogle andre fordele end træ, herunder blandt andet i forhold til vedligeholdelse, og giver samtidig et helt andet look end træ, som vi til tider oplever efterspørgsel på.
Nogle af boligerne kommer således til at fremstå i rå mursten, mens man i to af boligerne afprøver en hvidpudset facade. Det er dermed ikke kun metoderne, men også bygningernes visuelle udtryk og eksempelvis vinduer med ventilation, som bliver testet hos Concept Living.
Blandet målgruppe
Testboligerne er desuden udviklet med henblik på at imødekomme forskellige målgrupper, og der kommer derfor til at være to forskellige boliger til henholdsvis seniorer, familier og unge par. Den ene familiebolig kommer til at få en overdækket terrasse, mens den anden får rum med dobbelt højde til loftet. Ved de to parboliger er der tilhørende tagterrasse til begge.
– Tanken er, at der på sigt skal bo forskellige målgrupper i alle boligerne, som løbende kan være med til at evaluere på vores tiltag. På den måde kan vi følge alt fra boligernes energiforbrug, holdbarhed og beboernes trivsel, og vi kan således trække på lejernes erfaringer, slutter han.