Milliarder af energikroner siver ud af kommunale bygninger

Hvert år koster energiforbruget i bygninger kommunerne 2,5 mia. kroner og klimaet 360.000 ton CO2. På relativt få år kan begge tal dog blive reduceret markant ved at energirenovere, vurderer Synergi.
Der skal mere tryk på energirenoveringerne af bl.a. kommunale skoler, daginstitutioner, kontorbygninger og plejehjem. Foto: Gettyimages.
Der skal mere tryk på energirenoveringerne af bl.a. kommunale skoler, daginstitutioner, kontorbygninger og plejehjem. Foto: Gettyimages.

Energirenovering i kommunale bygninger:

  • – Næsten 7 ud af 10 kommunale bygninger har et dårligt (D-G) energimærke (Transition).
  • – 8 ud af 10 kommunale bygninger kan med de rette renoveringer opnå energimærke A, B eller C (Transition).
  • – Renoveringsefterslæbet i de offentlige bygninger er på 70 mia. kr. (Foreningen af Rådgivende Ingeniører).
  • – 52 % af vælgerne mener, at det i høj eller meget høj grad er vigtigt, at kommunen sørger for, at de offentlige bygninger får bedre energimærker (Electica).

428 mio. kr. i energiudgifter og 80.000 ton CO2. Det er, hvad kommunerne kan spare – hvert år – hvis man med en én-gangs investering på fem mia. kroner energirenovere de mange kommunale bygninger, der har et dårligt energimærke.

Det viser en ny analyse af de kommunale energimærker foretaget af konsulenthuset Transition for Synergi.

Det vil sige, at på mindre end 12 år vil investering være tjent hjem, og besparelsen derefter er blot ekstra råderum på de kommunale budgetter. Dermed kan kommunerne – med investeringen – gå fra en bygningsmasse, hvor 68 % af bygningerne har et dårligt energimærke (D-G), til kun 24 %.

– Det er helt unikt, at man på én gang kan sænke CO2-udledningen, forbedre indeklimaet og spare penge. Denne analyse viser, at det er en hamrende god business case at energirenovere kommunale bygninger. Energirenoveringer af gamle bygninger er grøn omstilling, der finansierer sig selv, siger Synergis bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen, men tilføjer, at de kommunale bygninger alligevel fortsat er i dårlig forfatning:

– Det tyder ikke på, at tempoet i energirenoveringerne står mål med de potentialer, som belyses i analysen. Det kalder på handling.

Hvis kommunerne er villige til at acceptere en tilbagebetalingstid på 29 år og en investering på 17,5 mia. kr., kan de – ifølge analysen – spare yderligere godt 200 mio. kr. og 11.500 ton CO2 årligt.

Manglende selverkendelse

Nogle af årsagerne til, at kommunerne endnu ikke har høstet store økonomiske gevinsterne ved at energirenovere, skyldes blandt andet, at kun 56 % har mål for at spare på energien.

Resultatet kommer fra samme analyse, der også indeholder interviews med repræsentanter fra 10 kommuner og en spørgeskemaundersøgelse med repræsentanter fra 63 kommuner.

Og så spiller økonomi ind. En kommune svarer, at den til renoveringer har ‘måske 25 millioner til at lave opgaverne for, men der kommer jo for 100 millioner frem. Og der sidder vi sådan og luger ud’.

Desuden synes undersøgelsen at tegne et billede af, at flere kommuner har et overoptimistisk indtryk af tilstanden i deres bygningsmasse: Mens 68 % af de kommunale bygninger har et dårligt energimærke vurderer kun 8 ud af de 50 respondenter, at deres kommunes bygninger ‘i mindre grad’ er energieffektive. Ingen svarer, at bygningerne ‘slet ikke’ er energieffektive.

– Når energi, CO2 og skattekroner fosser ud af gamle, energiineffektive bygninger, så bør alarmklokkerne ringe, og renoveringsplanerne bredes ud på bordet med det samme. Det sker bare ikke i tilstrækkelig grad. Det tyder på, at der er noget galt med selverkendelsen i nogle kommuner, siger Bendt Bendtsen.

Alle bør have en strategi

Han foreslår, at partierne på Christiansborg skyder flere penge i den knap 300 mio. kroner store pulje til energirenoveringer fra finansloven for i år. Derudover ser han gerne, at kommunerne i højere grad indgår samarbejder med private energirådgivere, der både kan hjælpe med finansiering, ekspertise og arbejde uden om det begrænsende anlægsloft.

Sidst håber han, at kravet om årlige renoveringer af 3 % af den offentlige bygningsmasse, som EU-Kommissionen har foreslået i sit Fit for 55-klimaudspil, bliver en realitet:

– Der er grundlæggende behov for, at flere kommuner på eget initiativ får dannet sig et overblik over sine bygningers tilstand og ikke mindst deres renoveringspotentialer. Og så handler det om noget så banalt som politisk prioritering. Alle kommuner bør have en energieffektiviseringsstrategi med klare mål for at mindske energispildet. Nogle kommuner er takket være grønne, visionære politikere allerede godt i gang. Jeg tror dog ikke, vi kommer uden om et venligt skub fra Christiansborg og EU – både ift. økonomi og rammer – hvis potentialerne bare tilnærmelsesvis skal opnås, mener Bendt Bendtsen.

Relateret indhold