Metro-maskinen brød igennem

Endnu en underjordisk milepæl blev nået på metrobyggeriet.
Foto: Metroselskabet.
Foto: Metroselskabet.

Tunnelboremaskinen Nora brød onsdag igennem væggen til den kommende metrostation ved Nuuks Plads, oplyser Metroselskabet.

Dermed har Nora forvandlet godt 1,2 kilometer københavnsk undergrund til ny metrotunnel under Nørrebro, og der er nu tunnelforbindelse til de første to af i alt 17 stationer på Cityringen.

– Et tunnelgennembrud er altid en glædelig begivenhed, for det repræsenterer endnu en vigtig milepæl i byggeriet af Cityringen. Tunnelboremaskinen har i løbet af de seneste måneder passeret Nørrebros Runddel og nu også Nuuks Plads, og næste gennembrud bliver på Frederiksberg, nemlig Aksel Møllers Have, siger Guy Taylor, anlægschef i Metroselskabet.

Nora får et kort og tiltrængt hvil på bunden af skakten ved Nuuks Plads ved det gamle Stadsarkiv, hvor den skal gennemgå en række servicetjek. Derefter går turen videre frem mod næste metrostation ved Aksel Møllers Have.

Relateret indhold