Materialepriserne fortsætter deres himmelfart

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at materialeomkostninger til byggeri bliver ved med at stige. Byggeriet har generelt lave forventninger til fremtiden.
Danmark Statistiks byggeomkostningsindeks for boliger viser tydeligt, at omkostningerne til at bygge boliger er steget markant efter Corona-krisen. Orange: Omkostning til materialer. Grøn: Samlede byggeomkostninger for boliger i alt. Blå: Arbejdsomkostninger. Kilde: www.statistikbanken.dk/byg42
Danmark Statistiks byggeomkostningsindeks for boliger viser tydeligt, at omkostningerne til at bygge boliger er steget markant efter Corona-krisen. Orange: Omkostning til materialer. Grøn: Samlede byggeomkostninger for boliger i alt. Blå: Arbejdsomkostninger. Kilde: www.statistikbanken.dk/byg42

Selvom omsætningen inden for bygge- og anlæg udgjorde 96,5 mia. kr. i andet kvartal 2022, hvilket er en stigning på 13 % i forhold til andet kvartal 2021, har byggeriet lave forventninger til fremtiden.

Det viser Danmarks Statistiks Konjunkturbarometer for erhvervene fra september.

Barometeret viser blandt andet, at 20 % af virksomhederne indenfor bygge og anlæg forventer faldende beskæftigelse de kommende tre måneder. Kun 7 % forventer stigende beskæftigelse. Derudover ses det, at andelen af virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft er svagt faldende og ligger på 36 %. Denne andel var dog højere i september 2021, hvor den toppede med 48 %.

Nu kan Danmarks Statistik så melde om fortsat stigende priser på byggematerialer på baggrund af stadigt stigende producent- og importpriser:

I tredje kvartal 2022 steg de samlede omkostninger ved at bygge nye boliger med 2,6 % i forhold til kvartalet før. Dette skyldtes en stigning på 3,7 % i materialeomkostninger, mens arbejdsomkostninger med et fald på 0,4 % trak de samlede omkostninger i modsat retning.

Den samme modsatrettede tendens ses for omkostninger til opførelse af hhv. enfamiliehuse og etagebyggeri. Her steg omkostningerne til materialer med 3,7 % for enfamiliehuse og 3,5 % for etagebyggeri, mens arbejdsomkostningerne faldt 0,3 % for begge typer byggeri.

Læs også: SMVdanmark forudser en mørk vinder for byggeriet

Særligt dyr beton

Omkostningerne til materialer steg i hele byggebranchen og indenfor alle fag. Betonelementarbejde havde den største stigning på 4,7 %, mens jord- og betonarbejde samt murerarbejde begge havde stigninger på 4,5 %

I de resterende byggefag var der stigninger på mellem 2,4 % og 3,8 %

Ser man på udviklingen i omkostninger ved at bygge boliger over en lidt længere periode, var det i tredje kvartal 11,3 % dyrere at opføre en ny bolig sammenlignet med samme periode sidste år.

Dette skyldes især udviklingen i materialeomkostninger, der samlet set er steget 14,8 pct. over det seneste år. Særligt murerarbejde har haft en relativ stor stigning i materialeomkostninger på 17,0 %, mens el-arbejde har set den mindste stigning på 12,1 %.

Svingende arbejdsomkostninger

Mens man i byggebranchen oplevede de stigende materialeomkostninger i tredje kvartal, faldt arbejdsomkostningerne omvendt i de fleste byggefag, viser tallene.

Arbejdsomkostninger for tømrer-og snedkerarbejde, el-arbejde samt murerarbejde havde de største fald på hhv. 0,8 %, 0,7 % og 0,6 %, mens betonelementarbejde og vvs-arbejde begge faldt med 0,1 % Arbejdsomkostninger til jord-og betonarbejde samt malerarbejde steg derimod begge marginalt med 0,1 %.

Set over det seneste år er arbejdsomkostninger dog steget inden for alle byggefag, om end i mindre grad end materialeomkostningerne.

Den samlede stigning i arbejdsomkostninger over det seneste år er 2,6 %. Jord- og betonarbejde har haft den største stigning på 3,7 %, mens malerarbejde har set den mindste stigning på 0,7 %.

Relateret indhold