Stigningen i sort arbejde er ifølge Dansk Byggeri både overraskende ærgerlig. Det skriver de i en pressemeddelelse.
– Efter mange år hvor efterspørgslen på sort arbejde har været faldende, er det både ærgerligt og overraskende, at vi nu ser en stigning. Det undergraver ikke kun statens finanser, men er også konkurrenceforvridende over for det store flertal af virksomheder, som arbejder med regning og moms, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Selvom sort arbejde er svært at måle, og Rockwool Fondens tal derfor er behæftet med en vis usikkerhed, er stigningen alligevel markant. Det mener Dansk Byggeri, der ser tre mulige årsager til, at sort arbejde igen vinder frem.
– Både små og store håndværkerfirmaer over hele landet havde sidste år travlt med blandt andet at renovere boliger. Og med et presset arbejdsmarked, hvor der er mangel på arbejdskraft og længere ventetid for privatkunderne på en “hvid” håndværker, er der desværre nogle, der hopper over, hvor gærdet er lavest og køber sorte ydelser i stedet, siger Bo Sandberg.
Styrk håndværkerfradraget
Også i SMVdanmark har man taget notits af stigningen.
– Der har de seneste år været meget uro om håndværkerfradraget, og det kan være en medvirkende faktor til, at det sorte arbejde stiger. Derfor er det positivt, at ordningen nu er blevet gjort permanent, siger chefkonsulent Kristian Bech i en pressemeddelelse.
Undersøgelser blandt SMVdanmarks medlemmer peger på, at permanentgørelsen af BoligJobordningen har en positiv effekt på det sorte arbejde i 2018.