Manglende fokus koster milliarder

Adm. direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.
Adm. direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.

FRI har gennemgået partiernes holdninger til vedligehold af offentlig infrastruktur, som de fremgår af partiernes parti- og principprogrammer.

Analysen viser, at kun meget få partier har beskrevet, hvordan vi som samfund bedst bevarer værdien af landets infrastruktur. Fælles for alle er, at ingen har sat konkrete beløb af til vedligehold.

Det er typisk jernbaner og veje der nævnes i partiprogrammerne, mens kloakker, vandforsyning og den offentlige bygningsmasse ikke har samme bevågenhed. Det er bekymrende, når eksempelvis kloakkerne, der repræsenterer en investering af op mod 500 mia. kr. og vurderes til at have et vedligeholdelsesefterslæb og investeringsbehov på 20-55 mia. kr., knap nok nævnes. Ude af øje, ude af sind lader til at være kutymen, men de seneste års skybrud har vist konsekvensen af den holdning.

Det er samtidig dybt problematisk, at ingen af de politiske partier tør sætte økonomi på de helt nødvendige investeringer i vedligehold af vores centrale offentlige infrastruktur. Infrastrukturen er selve kernen i den danske velfærdsstat. Manglende vedligehold vil betyde, at vi sender en markant regning videre. Og vedligehold kræver, at investeringer faktisk prioriteres, og ikke blot er tomme ord. Jeg savner den aktive politiske prioritering.

Vi mangler en plan

Når energibesparelserne ofte kan finansiere sig selv, virker det mærkeligt, at man ikke bare går i gang. Derudover er der hele problematikken omkring indeklima. Hvad dårligt indeklima hver dag koster i tabt indlæring hos landets børn og unge kan man ikke sætte tal på, men i et samfund, hvor vi skal leve af vores viden er det en dårlig investering ikke at have et godt og sundt indeklima, hvor indlæring fremmes.

Ved dette års økonomiforhandlinger blev regeringen og kommunerne enige om den økonomiske ramme for 2015 og her blev anlægsloftet nedsat med 600 mio. kr.

Det er den forkerte vej at gå. Mange kommuner har pengene til at vedligeholde og fremtidssikre så vi får en bæredygtig udvikling af hele den danske infrastruktur. Vi har behov for en overordnet plan så vi stopper den lemfældige og uhensigtsmæssige måde vi bruger vores resurser på i dag.

Relateret indhold