Med 31 mio. kvadratmeter etageareal er kommunerne landets suverænt største bygningsejer. Tilsammen bidrager de markant til klimaaftrykket fra den danske bygningsmasse. Derfor er de kommunale bygninger et helt nødvendigt led i den grønne omstilling.
Men en rigtig stor del af kommunernes ejendomme mangler det lovpligtige energimærke. Og dermed også den medfølgende plan for, hvordan bygningerne effektivt kan energirenoveres, så deres klimabelastning sænkes.
Det viser helt nye tal fra energiselskabet NRGi. Her har man undersøgt, hvor mange af de større kommunale bygninger, der har et energimærke, og hvilken energiklasse de tilhører.
Undersøgelsen medtager kun bygninger på over 250 opvarmede kvadratmeter, hvor energimærkning er et lovkrav. Samlet set udgør de bygninger et etageareal på 25 mio. kvm, men 9 mio. af dem har ikke et gyldigt energimærke – det svarer til 36 % af de større kommunale ejendomme.
Lovpligtigt de sidste 20 år
– Vi har haft lovgivningen om energimærker i næsten 20 år, og alligevel er der mange bygninger, der ikke er energimærket. Det kan gøres meget bedre, lyder det fra Hans Jørgen Lorenzen, adm. direktør i NRGi Rådgivning.
Det samlede besparelsespotentialet i bygningerne er beregnet ud fra en forudsætning om, at fordelingen af energimærker på den samlede bygningsmasse svarer til fordelingen på den del af bygningsmassen, der har et gyldigt energimærke. Kommuner med energimærke mindre en 20% af deres ejendomme er ikke talt med. Kilde: NRGi.
– Energimærker er nødvendige, så man kan prioritere sine indsatser. Så man har de bedste muligheder for et fuldt overblik over bygningerne, pointerer han.
– Og energimærkning er bare standarden i Danmark og EU. EU’s nye bygningsdirektiv lægger også op til, at bygninger med dårligste energimærker fremover skal have opdateret mærkningen hvert femte år og ikke som nu blot hver 10 år, fortæller Hans Jørgen Lorenzen.
Han påpeger, at mærkningen er en de bærende søjler i arbejdet med at gøre den danske bygningsmasse mere energieffektiv.
– Energimærket er målepinden. Det giver det fælles overblik, så man kan regulere, hvor vi som samfund skal sætte ind. Derfor er energimærket også lovpligtigt.
Landets største byer er bagud på energimærkning
Måske har den erkendelse endnu ikke ramt alle de danske kommuner i det nødvendige omfang.
Undersøgelsen afslører nemlig en meget stor spredning i, hvor flittige landets 98 kommuner er til at sætte et gyldigt energimærke på deres ejendomme: Den bedste tredjedel af kommunerne har energimærke på over 90 % af ejendommene, mens den dårligste tredjedel har energimærket under 60 % af ejendommene.
Blandt de kommuner, som er i den nederste tredjedel, finder man 3 ud af landets 4 største byer: København, Odense og Aarhus. Her har henholdsvis 59, 38 og 26 % af de større kommunale ejendomme et energimærke.
Og for de 10 største kommuner målt på etageareal gælder det, at 6 af dem har energimærket mindre end 60 % deres ejendomme.
Duksene er Aalborg og Randers, som har energimærket 90 % af ejendommene.
71.000 tons CO2 kan spares
Men selv om en kommunal bygning er energimærket, er det ikke garanti for, at den er energioptimeret.
For det fremgår også af NRGi’s indsamlede data, at der er meget stor variation i, hvor energieffektive de kommunale ejendomme er. Af de 16 mio. kvm ejendomme, der har et energimærke, så har de 7,4 mio. kvm et dårligt energimærke på D-E-F-G.
Med andre ord er tæt på halvdelen af de større kommunale ejendomme med et energimærke i dårlig energimæssig forfatning, og de koster dyrt at opvarme og forsyne med strøm.
Ifølge NRGi kunne kommunerne derfor sænke CO2-udledningen med 71.000 tons, hvis de energirenoverede bygningerne efter forslagene i energimærket.
Koster 3 mia – og de er hurtigt tjent hjem
– Det er faktisk en enorm stor mængde CO2, der kan spares, hvis kommunerne følger anbefalingerne fra energimærkerne. Og der er så mange lavthængende frugter, at der med de energipriser, vi har i dag, vil være en meget kortere betalingstid end oprindeligt vurderet, da bygningerne blev energimærket, siger Hans Jørgen Lorenzen.
Ifølge NRGi’s beregninger vil det koste omkring 3 mia. kroner at gennemføre alle investeringerne fra energimærkerne, og besparelserne vil være på over 300 mio. kroner. Medtages de potentielle energiforbedringer i de umærkede bygninger vil besparelsen være op mod 500 mio. kroner.
Oprindeligt er tilbagebetalingstiden beregnet til lige over 9 år, men i realiteten er den meget kortere.
– Nok snarere 5-7 år. Fordi energipriserne er steget så meget mere end prisen på energirenoveringerne, siden beregningerne i energimærkningerne blev foretaget, siger Hans Jørgen Lorenzen og understreger, at de 71.000 tons er et realistisk bud og måske endda i underkanten af, hvad der kan spares i de kommunale ejendomme.
– I en del af bygningerne er der selvfølgelig blevet gennemført nogle af de foreslåede investeringer, siden de blev energimærket. Til gengæld er der også store besparelser i den del af bygningerne, som ikke er energimærket. De tæller ikke med i regnestykket, fordi vi ikke kender deres energiklasse, men der vil selvfølgelig også være besparelser her. Så både CO2-reduktionen og de lavere energiudgifter, vi kommer frem til, mener jeg er i underkanten. Gevinsten er større i praksis.
Energikrisen kræver kommunerne går foran
Der er altså meget store forskelle på, hvor langt fremme kommunerne er med energirenovering. Og for mange af dem er der både en stor miljøgevinst og millioner at spare på energiregningerne.
De penge kunne måske lune andre steder på de kommunale budgetter, mener Hans Jørgen Lorenzen.
Han understreger, at det lige netop nu er ekstra relevant at kigge på de muligheder, der ligger for at høste energibesparelser i de kommunale bygninger.
– Helt akut står vi og kigger ind i en energikrise, hvor vi skal bruge mindre strøm i kommunerne og i hjemmene. Hvis vi sparer på strømmen i kommunerne i det omfang, som det er muligt, så har det også en prisdæmpende effekt på prisen på strøm.
– Det er et spørgsmål om at komme godt igennem vinteren. Så vi kan nok tillade os at have en forventning til, at kommunerne, som varetager vores fælles bygningsmasse, går forrest og viser vejen.
Christiansborg må på banen
Netop at kommunerne stepper op og tager energiskeen i den anden hånd, ligger Hans Jørgen Lorenzen på sinde.
Som direktør i en forbrugerejet virksomhed med 215.000 andelshavere, der er “sat i verden for at bidrage til et velfungerende samfund og en renere planet”, som han formulerer det, så tager han nu gerne del i debatten med en kraftigere stemme.
– Vi efterspørger handling. Der er mange kommuner, der er kommet rigtig langt og har fået flyttet deres energimærker og sparet en del CO2. Men der også mange kommuner, som kan gøre det meget bedre.
Ifølge Hans Jørgen Lorenzen skal der dog mere end gode viljer til ude i kommunerne.
– Kommunerne er jo bundet af stram økonomi og anlægsloft. Så der er også brug for, at vi spørger Christiansborg politikerne: Hvilke rammer synes I, at kommunerne skal have for at løse den her opgave?
At Christiansborg skal mere på banen handler ifølge NRGi Rådgivning-direktøren også om et andet og lige så stort spørgsmål.
– I sidste ende handler det jo om, at danskerne må kunne forvente et ensartet niveau for, hvordan kommunen, de bor i, varetager sine bygninger. At den kommunale bygningsmasse holder samme kvalitet, uanset om man bor i Tønder eller Thyborøn.
