Nogen tvivlede måske nok, da ledelsen i KT Erhvervsbyg sidste år meldte et 20 procents vækstmål ud, baseret på en omsætning på over 100 millioner kroner.
Men tvivlen blev gjort til skamme. Årets resultat hos KT Erhvervsbyg A/S landede på knap 12 millioner kr. i regnskabsåret 2016. Det er næsten en fordobling i forhold til de 6,7 millioner kr. fra året før.
Væksten er hentet bredt inden for erhvervsbyggeri, hvor såvel domicilbyggeri som produktionsbygninger, kontorbyggeri, detailhandel og bilhuse har været en del af ordreporteføljen hos KT Erhvervsbyg i 2016.
Specialiseringen inden for erhvervsbyggeri har således vist sig at være en klog beslutning for virksomheden, der med sin opstart i 2011 kun har få år på bagen.
– Da vi startede virksomheden var vi i ledergruppen enige om at holde fokus på indtjeningsgraden – men vi var også enige om, at det skulle være sjovt at gå på arbejde. Og det princip har vi fulgt lige siden. Når det så går godt, synes vi også, vi vil anerkende vores dygtige medarbejdere, der alle hver især har bidraget til at nå årets resultat. Alle medarbejdere har derfor fået en tredobling af lønnen i december 2016 – også rengøringsdamen, siger Per Henriksen, partner i KT Erhvervsbyg.