I forbindelse med anlægsarbejdet ved Lynetteholm skal opgravet havbundsmateriale fremover nyttiggøres indenfor Lynetteholms perimeter i stedet for klappes ud for Køge Bugt, og projektets nordlige perimeter skal bygges som stendæmning i stedet for stålspunsvæg.
Etableringen af Lynetteholm som halvø og stormflodssikring blev miljøvurderet forud for, at Folketinget vedtog Lynetteholms anlægslov i juni 2021. Efterfølgende har partierne bag projektet besluttet de to ovennævnte projektændringer, hvis påvirkning på miljøet nu er sendt i offentlig høring via en såkaldt supplerende miljøkonsekvensrapport udarbejdet af By & Havns miljørådgivere, Rambøll.
Rapporten vurderer, at de to projektændringer ikke giver anledning til nogle væsentlige påvirkninger af miljøet, herunder grænseoverskridende påvirkninger. I flere henseender er der tale om en lille, men dog positiv forbedring for miljøet sammenlignet med, hvordan Lynetteholm var besluttet udført før ændringerne, lyder det.
Rapporten er første skridt i at kunne realisere de politiskaftalte projektændringer, fortæller By & Havns havnebygmester og anlægschef Hans Vasehus:
– Som med andre store projekter er det naturligt, at der undervejs kan komme projektændringer. De her projektændringer er af en sådan størrelse, at de har krævet en supplerende miljøvurdering, og det er glædeligt, at ændringerne på flere parametre vurderes at have en positiv konsekvens for miljøet, siger han.
Skal ikke længere klappes ud i Køge
Miljøkonsekvensrapporten konkluderer, at opgravet havbundsmateriale fra Lynetteholm fremover skal nyttiggøres indenfor Lynetteholms perimeter i stedet for klappes ud for Køge Bugt, hvilke betyder mindre påvirkning af vandkvaliteten i det område. Omvendt vil udledning af næringsstoffer til havet øges i den nordlige del af Øresund, da havbundsmaterialet skal indbygges i Lynetteholm. Det er dog et lovkrav, at udledningen skal udlignes ved kompenserende tiltag.
Desuden vil marine pattedyr blive mindre forstyrret, da støj fra spunsning af en ca. 900 meter lang stålspunsvæg erstattes af opbygning af en stendæmning. Udskiftningen af spuns til stendæmning vil samtidig give en mindre bølgepåvirkning i Kronløbet i Københavns Havn, hvilket forbedrer sejladsforholdene for havnens brugere, særligt de mindre fartøjer.
Rapportens beregninger af CO2 viser, at de to projektændringer samlet set giver en marginal mindre CO2-udledning sammenlignet med det oprindelige projekt. Det skal ses i lyset af, at den indirekte udledning af emissioner til produktion af stål bortfalder, fordi der ikke længere skal bygges en spunsvæg, men samtidig vil udledningen fra sejlads af sten og maskinkraft til indbygning af havbundsmateriale i Lynetteholm stige, som følge af de to projektændringer. I forhold til ressourceforbruget vurderes projektændringerne samlet set positive, da man vil bruge mindre stål og marint sand.
Høringssvar kan frem til og med den 8. maj 2023 sendes til Trafikstyrelsen, der er myndighed på miljøkonsekvensrapporten.