Limtræsprodukt får det eftertragtede svanemærke

CLT Danmark har netop opnået et vigtigt miljø-stempel på deres byggemateriale - Cross Laminated Timber.
CLT vinder indpas i byggeriet - og nu har man officielt ord for at bygge med et miljøvenligt produkt, når man vælger CLT. Pressefoto.
CLT vinder indpas i byggeriet - og nu har man officielt ord for at bygge med et miljøvenligt produkt, når man vælger CLT. Pressefoto.

CLT-elementer fra østrigske KLH er det første konstruktionsmateriale med Svanemærket til det danske marked. CLT-elementer er et massivtræsprodukt, der kan anvendes i stedet for traditionelle tunge konstruktionsmaterialer, som eksempelvis beton.

CLT Denmark er rådgiver og leverandør af CLT-elementer fra KLH, og her er man naturligvis begejstret over anerkendelsen.

– Det er et kæmpe aktiv at blive certificeret som et Svanemærket produkt, og at være det første konstruktionsmateriale med Svanemærke. Vi undgår dermed tidligere screeninger og godkendelser, for det er på plads fra start, siger direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark.

En fornybar naturressource

Målet med Svanemærket er at mindske den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug. Med CLT har byggebranchen et konstruktionsmateriale, som ikke alene optager og lagrer CO2, men som også er fornybart og ikke slipper op som andre naturressourcer.

– Det betyder selvfølgelig meget for os, der har kæmpet for at åbne det danske marked for CLT, som et seriøst alternativ til de på alle måder meget tungere alternativer, siger Per Thomas Dahl, som fortæller, at det går godt for CLT i eksempelvis Storbritannien og Tyskland og i de øvrige nordiske lande, hvor CLT erstatter en stor del af de tunge elementer.

– Det handler om en anden rollefordeling. CLT er et let materiale, som er nemt at arbejde med, og som også kan gå i højden. Til gengæld skal det ikke i jorden, hvor beton fortsat vil være det foretrukne materiale til fundamenter.

CLT Denmark rådgiver og projekterer til alt slags CLT-byggeri, og i samarbejde med KLH fra Østrig, som har leveret CLT-løsninger til mere end 30.000 byggeprojekter, kan CLT Denmark levere et af de mest gennemprøvede og præcise CLT-produkter i Europa.

Relateret indhold