Lendager Arkitekter er inde i en stærk udviklingsproces med tilgang af nye store opgaver og ansættelse af mange medarbejdere i løbet af 2015. Virksomheden har derfor ansat arkitekt maa Lene Damsbo Brix som direktør. Det oplyser tegnestuen i en pressemeddelelse.
Lene Damsbo Brix kommer fra Core Arkitekter, hvor hun har været partner og direktør i 15 år og hun bringer en omfattende viden om at drive forretning og udvikle virksomhed og medarbejdere med sig ind i Lendager Arkitekter. Her skal hun være ansvarlig for at sikre fortsat vækst samt styrke og professionalisere virksomhedens strategiske udvikling under stadig hensyntagen til Lendager Arkitekters ideologi og indbyggede DNA; at skabe reelt bæredygtige løsninger ud fra en cirkulær tankegang.
Hvis ikke vi kan se vores egen identitet i opgaven, så er vi ikke med. I den forstand er vi kompromisløse.
Anders Lendager Lendager Arkitekter
Stort potentiale
– Jeg ser et stort potentiale i Lendager Arkitekter og glæder mig til at styrke virksomheden i samarbejde med arkitekt og indehaver Anders Lendager. Virksomheden står netop nu ved en skillevej, hvilket kræver en mere synlig ledelse og jeg ved, hvad det kræver at få medarbejderne og virksomheden til at udvikle sig sammen. Kunsten er her at være opmærksom på, at virksomhedens dna er ganske særlig, og den skal bevares samtidigmed, at virksomheden professionaliseres. Det løser vi ved at dele ansvaret præcist mellem os, sådan at Anders leder den faglige udvikling, og jeg er den administrative og organisatoriske leder, siger Lene Damsbo Brix.
Tegnestuen oplyser, Lene Damsbo Brix’ særlige styrke er hendes særlige profil og solide erfaringer som arkitekt og virksomhedsleder, der sætter hende i stand til at drive forretning på baggrund af faglig viden og en indgående forståelse af fagets processer.
Tre ben
Lendager Arkitekters kernekompetence er at skabe bæredygtige løsninger inden for virksomhedens tre ben; arkitektur og byudvikling, strategi og analyse samt produktudvikling. De tre ben udgør selvstændige virksomheder samlet under én paraply. De arbejder tværfagligt og leverer konstant viden til hinanden i en cirkulær proces og står derfor også for at skulle udvikles parallelt, forklarer Anders Lendager:
– Vi vil bruge vores kræfter der, hvor vi bliver endnu bedre til det, vi er gode til. Vi går nu fra at udvikle ideer til at skulle virkeliggøre dem og skal derfor udvikle forretningens tre ben på samme tid. Det er vigtigt for os at fastholde vores dna og vores ideologi – også i en vækstperiode – og bæredygtighed er et afgørende parameter i alle opgaver, vi påtager os. Hvis ikke vi kan se vores egen identitet i opgaven, så er vi ikke med. I den forstand er vi kompromisløse. Hvis jeg skulle lede den omdannelse, vi er midt i, og stå for implementering af struktur og strategi, så ville vores dna gå tabt. Derfor har jeg ansat Lene, og jeg er helt overbevist om, at hun er den rette til at styre ansættelser, projektering og kvalitetssikring samt drive vores virksomhed, så den vokser og bliver stærk, siger Anders Lendager.