Lemvigh-Müllers nye markedsdirektør kender forretningen indefra

Lemvigh-Müllers nye markedsdirektør, Kristian Andersen, kommer med mere end 20 års erfaring i teknisk engroshandel. Dertil er han allerede bestyrelsesformand i to af selskabets datterselskaber.
48-årige Kristian Andersen har fremadrettet ansvaret for stål- og teknikgrossistens marked-/indkøbsfunktion.
48-årige Kristian Andersen har fremadrettet ansvaret for stål- og teknikgrossistens marked-/indkøbsfunktion.

Han har tidligere arbejdet 11 år i stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller, og nu vender Kristian Andersen tilbage som ny Senior Director med ansvar for marked-/indkøbsfunktionen. I den nye stilling skal han stå i spidsen for yderligere udvikling af den strategisk vigtige funktion.

Kristian Andersen er 48 år og kommer senest fra en stilling som interim vicedirektør hos elektronik-specialgrossisten HIN og før det en rolle som Group CEO for trading-koncernen Dangaard Group.

Han kommer til Lemvigh-Müller med et indgående kendskab til virksomhedens markeder og organisation. Fra 2008 til 2019 havde Kristian Andersen således ansvaret for cirka 160 Lemvigh-Müller-medarbejdere indenfor bl.a. operationelt indkøb, HSEQ og sourcing.

Han er dertil bestyrelsesformand for Lemvigh-Müller-datterselskaberne Elworks og G. Funder. Han forventer at kunne sætte sin mangefacetterede baggrund i spil i sin nye rolle hos Lemvigh-Müller.

Læs også: Bygherreforeningen: Sådan bliver 2024

– Jeg stortrives med strategiske udviklingsopgaver inden for flere områder, og det er der optimale muligheder for i Lemvigh-Müllers organisation. Vi har et solidt økonomisk fundament, høje ambitioner og en engageret og motiveret medarbejderstab. Jeg ser frem til at gøre mit bedste for at optimere resultaterne yderligere, siger Kristian Andersen.

Bidrager med nye perspektiver

Der har været godt gang i ansættelseskabalen hos grossisten i det seneste halve år: I løbet af sommeren 2023 kom en ny CEO til i skikkelse af koncernens tidligere CFO, Christian Søgaard-Christensen. Hans stilling blev overtaget af økonomichefen Annette Schmidt. Siden rykkede salgsdirektøren for de 23 håndværkerbutikker, Peter von der Hude, efter fem år til Sanistål/Ahlsell – han blev erstattet af Bo Velling-Theisen, der kom fra Brødrene Dahl, hvor han havde ansvaret for forretningsudvikling, markedsføring, e-commerce og digital udvikling.

Nu kan CEO Christian Søgaard-Christensen så glæde sig over, at det er lykkedes at rekruttere en kandidat med helt centrale kvalifikationer og forudsætninger for jobbet som Senior Director for teknikforretningen.

– Kristian Andersen kommer med en dyb indsigt i vores branche, og han er kendt for et meget højt fagligt niveau. Ud over at forstå Lemvigh-Müllers forretning i detaljer har han brugt de seneste år på at lære vores branche endnu bedre at kende som underleverandør. Det betyder, at han allerede nu bidrager med nye perspektiver på forretningen, siger Christian Søgaard-Christensen.

Relateret indhold