Det går stadig forrygende i landets el- og vvs-installationsvirksomheder, der over en bred kam oplever stor efterspørgsel og fyldte ordrebøger. Det smitter også af på behovet for lærlinge.
Ifølge helt nye tal fra Undervisningsministeriet blev der i 2021 således indgået 0,2 % flere uddannelsesaftaler (hvilket dækker over et plus på 0,7 % for elektrikeruddannelsen og et minus på 1,1 % på vvs-energiuddannelsen) i forhold til rekordåret 2020, hvor væksten var på hele 13,6 %.
– Det er helt fantastiske tal. Vi skal huske på, at man i 2020 havde god hjælp fra den lærlingepakke, som blev indført for at hjælpe de virksomheder, der ønskede at ansætte lærlinge, men som var usikre på økonomien midt i en coronakrise. På den baggrund er tallene for 2021 ganske enkelt imponerende, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Hun opfordrer derfor endnu flere unge til at søge mod de tekniske erhvervsuddannelser, når der den 1. marts er frist til at vælge uddannelsesvej efter folkeskolen.
– Der er intet, som tyder på, at behovet for lærlinge og dygtige, nyuddannede faglærte vil falde de kommende år. Tværtimod står vi i en situation, hvor virksomhederne er på intens jagt efter arbejdskraft. Så med en uddannelse som elektriker eller vvs-energispecialist står du i en utroligt privilegeret situation, med hidtil usete job- og videreuddannelsesmuligheder, understreger Tina Voldby.
Fremgang forpligter
El- og vvs-virksomhederne har i det hele taget igennem en årrække formået at fastholde sin position som en af de brancher, der åbner dørene for flest lærlinge. I dag udgør lærlingene således cirka 25 % af det samlede antal faglærte i disse brancher.
– Det bekræfter også bare, at det er lykkedes at skabe uddannelser, som løbende er blevet tilpasset for at være på forkant med den teknologiske udvikling og de kompetencer som følger af den grønne omstilling. Dermed kan lærlingene byde ind med opdateret viden om den nyeste teknologi, når de træder ind i virksomhederne, siger Tina Voldby og uddyber:
– Men det forpligter. Derfor vil vi også de kommende år fortsætte med at udvikle uddannelserne – forhåbentlig med hjælp fra politikerne på Christiansborg, når de skal fastsætte de økonomiske rammer for erhvervsuddannelserne. For det er ikke gratis at sikre den strøm af faglærte, som skal fastholde og styrke den økonomiske vækst og grønne omstilling i Danmark.
Mangler simpelthen lærlinge
Industrien ser en generel lærlingefremgang, hvor der især er blevet indgået markant flere uddannelsesaftaler i entreprenør- og landbrugsmekanikerbranchen (+12,1 %), på industritekniker- (+7,6 %) samt skibsmontøruddannelsen (+6,3 %). Dog er tallet faldet på eksempelvis smedeuddannelsen (-3,3).
– Rent faktisk så er den helt store udfordring på mange uddannelser, at der simpelthen mangler lærlinge. Derfor vil der fremadrettet være et stort fokus på at italesætte dette problem og at brande området, så man kan få gjort op med det måske lidt ‘støvede’ image eksempelvis smedeuddannelsen ufortjent stadig bærer rundt på, understreger Tina Voldby.