Landskabspris: Finalister viser værdien af det grønne

Fire grønne projekter får nu muligheden for at løbe med Dansk Landskabspris 2023. Projekterne viser på fineste vis værdien af det grønne, koblingen til omgivelserne og samspillet mellem det byggede og det groede.
H.C. Andersens Have er en af de fire finalister til Dansk Landskabspris 2023. Foto: Rasmus Hjortshøj/Coast studio
H.C. Andersens Have er en af de fire finalister til Dansk Landskabspris 2023. Foto: Rasmus Hjortshøj/Coast studio

Juryens medlemmer:

  • Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskab, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder
  • Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, Natour, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter
  • Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne
  • Anna Esbjørn, byantropolog & programchef i Concito – Danmark grønne tænketank, uvildig repræsentant
  • Michael Thouber, Cand.mag., direktør for Kunsthal Charlottenborg, uvildig repræsentant

Juryen, der skal kåre vinderen af Dansk Landskabspris 2023, har udvalgt revitaliseringen af haveanlægget omkring Bispebjerg Hospital, en museumshave, der samtidig fungerer som byrum og rekreativ park, et kombineret skybrudsikrings- og byudviklingsprojekt samt transformation af tagterrassen på Skandinaviens største kollegium, som de fire finalister til årets landskabspris.

Bag prisen, der i år uddeles for 11. gang, står Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter.

De fire finalister fremhæver på hver deres måde, hvordan landskabsarkitekter adresserer en række af de store samfundsmæssige udfordringer som klimakrisen, den faldende biodiversitet samt den stigende sociale og økonomiske ulighed. Derudover viser finalisterne værdien af det grønne, koblingen til omgivelserne og samspillet mellem det byggede og det groede.

Udviser særlig høj arkitektonisk kvalitet

Talsperson for juryen, Steen Himmer, der er landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune, siger:

– I juryen har vi efterspurgt projekter, der understreger, at landskabsarkitekturen grundlæggende handler om samspillet mellem natur og mennesker. Derudover har vi ønsket at sætte fokus på symbiosen mellem bygget og groet, mellem bygning og landskab mellem inde og ude. Alle årets indstillinger fremhæver på forskellig vis den ekstraordinære værdi, der findes i kunstnerisk og arkitektonisk stærke værker.

Juryen har – ud af de mange indstillede projekter – udvalgt de fire finalister, der udviser særlig høj arkitektonisk kvalitet i samspil med benyttelse, tilgængelighed, social værdi, langtidsholdbarhed samt bæredygtig, økonomisk værdiskabelse.

De fire finalister til Dansk Landskabspris 2023 er:

Bispebjergs Helende Haver

Bispebjergs Helende Haver. Foto: Anne Prytz Schaldemose.
Bispebjergs Helende Haver. Foto: Anne Prytz Schaldemose.

Juryen siger: I Bispebjergs Helende Haver er det historiske haveanlæg revitaliseret på eksemplarisk vis. Den forbilledlige drift af beplantningerne, områdernes rumlighed, og de mange opholdsmuligheder skaber et inviterende og omsorgsfuldt anlæg, der har stor værdi i en nutidig kontekst.

Landskabsarkitekter: Erik Brandt Dam arkitekter (Totalrådgiver) og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter

Ingeniør: Artelia

Entreprenører: Malmos Landskaber, Kjell Pedersen Entreprise, KAH Entreprise og Emil Nielsens Smedeværksted

Bygherre: Region Hovedstaden med donation fra A.P. Møller Fonden

Bispebjergs Helende Haver har bl.a. vundet publikumsprisen ved Københavns Kommunes bygningspræmiering 2023.

H.C. Andersens Have

H.C. Andersens Have. Foto: Louise S. Strøbech
H.C. Andersens Have. Foto: Louise S. Strøbech

Juryen siger: H.C. Andersens Have er et spektakulært anlæg i Odense Centrum, hvor landskab, bygninger og bykvarter er smukt og poetisk forbundet med cirkelslag, organiske bygninger og havearkitektur. Tilsammen skaber de en transformation af et kompliceret byrum, der giver nye opholdskvaliteter til området.

Totalrådgiver: Kengo Kuma & Associates

Landskab: Masu Planning

Arkitekter: Cornelius+Vöge Atelier for arkitektur og CW Arkitekter

Lysdesigner: Jesper Kongshaug

Ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma

Anlægsgartner: OK Nygaard

Bygherre: Odense Kommune

Selve H.C. Andersens Hus er pt. blandt de nominerede til EU’s arkitekturpris for moderne arkitektur, Mies van der Rohe 2024.

Karens Minde Aksen

Karens Minde Aksen. Foto: Schønherr/Thomas Hjorth Vesterbæk
Karens Minde Aksen. Foto: Schønherr/Thomas Hjorth Vesterbæk

Juryen siger: I Karens Minde Aksen samler den smukke teglbelagte stiforbindelse mennesker, aktiviteter, forskelligartede naboskaber, bygninger og landskabelige rum i et stærkt greb. Med samarbejde, gode materialer, skulpturel formgivning og klimatilpasning sættes kvarteret på landkortet med ny eksemplarisk landskabsarkitektur.

Landskabsarkitekt og totalrådgiver: Schønherr

Ingeniør: WSP

Brugerinddragelse: Vida Local

Entreprenør: Ebbe Dalsgaard A/S

Bygherrer: Københavns Kommune og Hofor

‘Det store Sydhavnsløft’, som Karens Minde Aksen er en vigtig del af, indbragte Københavns Kommune årets Byplanpris 2023.

The Social Spine

The Social Spine. Foto: Laura Stamer
The Social Spine. Foto: Laura Stamer

Juryen siger: The Social Spine understreger, at landskabsarkitekter med få midler kan skabe stor effekt, og repræsenterer en innovativ ny måde at skabe natur i storbyen til glæde for studerende, der normalt ikke er den primære målgruppe for anlægsprojekter. Biodiversitet, bæredygtighed og naturglæde integreres vellykket i projektet.

Landskabs- og naturdesign: SLA

Ingeniører: ABC Rådgivende ingeniører

Bygherrerådgiver: arki_lab

Entreprenør: Optimus Anlæg

Bygherrer: Øresundskollegiet / PAB

Byggeforretningsfører: FA09

Vinderen kåres d. 23. november til et prisarrangement i København.

Relateret indhold